Landskyld, afgift, som skulle udredes til ejeren af udlejet eller bortfæstet jord. Ordet landskyld, som nu kun anvendes om forhold i Norge og de gamle norske bilande Færøerne og Island, svarer til dansk landgilde og var oprindelig en fri aftale mellem ejer og lejer (leilending) om en årlig afgift, der skulle udredes i naturalier. Som grundlag for ejendomsvurdering og skatteligning i Norge blev landskyld i 1200-t. udvidet til også at omfatte selvejergårde og blev herefter en offentligt fastsat jordskyld. Da naturalieydelser efterhånden blev erstattet af pengeydelser, blev bytteforholdet nøje fastlagt i officielle landskyldtakster fra 1600-t.