Lendermand, (oldn. lendr maðr, opr. 'mand, som er givet land'), i middelalderens Norge en stormand, som kongen havde udnævnt til at være sin håndhæver og højeste øvrighed i et landområde. Lendermændene fik overdraget krongods som vederlag for de pligter og udgifter, der fulgte med embedet; derudover lod nogle af dem sig friste til at opføre sig som småkonger i perioder i 1100-t., da kongemagten var svag. Under Sverreættens konger i 1200-t. blev lendermændenes autoritet dog beskåret, i takt med at en ny embedsmandsstand, sysselmændene, overtog deres gamle embeder og pligter. Lendermand blev herefter en rangtitel, i rangordenen lige efter jarl, og Hirdskråen fra ca. 1275 gav regler for, hvornår og hvordan kongen indviede en lendermand. I 1277 gav Magnus 6. Lagabøter lendermænd titlen baron, men i 1308 forordnede Håkon 5. Magnusson, at der ikke mere skulle udnævnes lendermænd.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.