Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lendermand

Oprindelig forfatter HB-N Seneste forfatter Redaktionen

lendermand, (oldn. lendr maðr, opr. 'mand, som er givet land'), i middelalderens Norge en stormand, som kongen havde udnævnt til at være sin håndhæver og højeste øvrighed i et landområde. Lendermændene fik overdraget krongods som vederlag for de pligter og udgifter, der fulgte med embedet; derudover lod nogle af dem sig friste til at opføre sig som småkonger i perioder i 1100-t., da kongemagten var svag. Under Sverreættens konger i 1200-t. blev lendermændenes autoritet dog beskåret, i takt med at en ny embedsmandsstand, sysselmændene, overtog deres gamle embeder og pligter. Lendermand blev herefter en rangtitel, i rangordenen lige efter jarl, og Hirdskråen fra ca. 1275 gav regler for, hvornår og hvordan kongen indviede en lendermand. I 1277 gav Magnus 6. Lagabøter lendermænd titlen baron, men i 1308 forordnede Håkon 5. Magnusson, at der ikke mere skulle udnævnes lendermænd.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Bekker-Nielsen: lendermand i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115835