Magnus 6. Lagabøter var konge af Norge. Han var søn af Håkon 4. Håkonsson og gift i 1261 med Erik 4. Plovpennings datter Ingeborg. Som yngre bror til Håkon Unge fik Magnus ved hans død i 1257 kongenavn og blev i 1261 kongekronet. Ved faderens død i 1263 fulgte Magnus ham på tronen.
Hans regeringstid blev præget af fredsvilje — fred med Skotland i 1266, hvor han afstod Hebriderne og Isle of Man, og med England i 1269 — og af en omfattende lovrevision. De gamle landskabslove blev revideret og godkendt af lovtingene i årene 1274-1276. Hermed var grunden lagt til Magnus Lagabøters Landslov for Norge med Shetlandsøerne og Færøerne og til en særlig version for Island, Jónsbók, som blev indført i 1281. Lovværket blev suppleret med dels Hirdskråen i 1273, der indeholdt regler for rigets styrelse og hirdens sammensætning og virke, dels Magnus Lagabøters Bylov i 1276.
Forholdet mellem kronen og kirken blev fastsat i kongens forlig med ærkebiskop Jon Raude i 1273 og i 1277 med Tønsbergkonkordatet. Magnus' tilnavn Lagabøter betyder den, der bøder, dvs. udbedrer, loven.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.