Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Håkon 6. Magnusson

Oprindelig forfatter MLin Seneste forfatter Redaktionen

Håkon 6. Magnusson, 1340-80, norsk konge 1344-80, søn af kong Magnus Eriksson Smek af Sverige og grevinde Blanche af Namur, gift med dronning Margrete 1. Håkon blev hyldet som Norges konge ved et rigsmøde på Bohus Slot i sommeren 1344 og tiltrådte regeringen i 1355. Efter overenskomst med kong Magnus blev han arving til Sveriges rige og trolovet med Valdemar 4. Atterdags datter Margrete. Efter Valdemars tilbageerobring af Skåne i 1360 blev han dog forlovet med en fyrstinde fra Holsten, men efter fornyede forhandlinger viet til Margrete i 1363. I 1362-64 blev Håkon også hyldet som Sveriges konge, men hans bestræbelser på at genvinde riget forblev frugtesløse. Kildematerialet fra hans periode er meget spinkelt, og der vides kun lidt om hans inden- og udenrigspolitik. Svenske stormænd og danske biskopper havde sæde i hans råd, men hans politiske muligheder synes at have været stærkt begrænsede pga. manglende økonomiske resurser. Hans søn, Oluf, blev valgt til konge af Danmark i 1375 og efterfulgte i 1380 faderen på Norges trone; dermed var fundamentet lagt til den senere Kalmarunion.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Linton: Håkon 6. Magnusson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95648