den nordiske model

Trods indbyrdes forskelle er disse lande kendetegnet ved at være rodfæstede, parlamentariske demokratier og højtudviklede velfærdsstater. De er efter international målestok små og relativt homogene stater med stor økonomisk, politisk og kulturel åbenhed over for omverdenen. Demokratiudviklingen har været baseret på omfattende folkelig deltagelse både lokalt og nationalt med stærke bonde- og arbejderbevægelser i centrum. Den politiske kultur er præget af fredelig konfliktløsning.

Mere specifikt bruges den nordiske model om velfærdsstatens udformning, hvori grundprincipperne har været universalisme, dvs. velfærdsydelser til alle borgere uanset social status, skattefinansiering og en stor offentlig sektor.

De nordiske stater er i international sammenhæng yderligere kendetegnet ved kvindernes meget høje erhvervsfrekvens og ved, at kvinderne både som aktører og modtagere af velfærdsydelser står meget centralt. Dette gælder især på uddannelsesområdet, i nogen grad i det politiske liv og i meget mindre omfang i det erhvervsmæssige karriereforløb.

Almindeligvis forbindes udviklingen af velfærden i Norden med stærke socialdemokratiske arbejderbevægelser som drivkraft, men samtidig er det karakteristisk, at der har været en høj grad af konsensus mellem de betydeligste politiske grupperinger om de centrale reformer.

Den nordiske velfærdsmodel er blevet analyseret i den danske sociolog Gøsta Esping-Andersens skelsættende bog om velfærdskapitalisme fra 1990. Den har titlen ’The Three Worlds of Welfare Capitalism’ og er en af de mest citerede samfundsvidenskabelige bøger af en dansk forfatter. De modeller, som han analyserer, er såkaldte idealtypiske modeller. Det betyder, at han fremhæver forskellige grundtræk, som ikke alle kommer lige stærkt til udtryk i de faktiske velfærdsmodeller.

Ifølge Esping-Andersen er den nordiske velfærdsmodel kendetegnet ved, at staten har lov til at gribe ind for at sikre borgerne en levestandard og en vis lighed gennem pensionsordninger og sociale ydelser, der har til formål at afhjælpe arbejdsløshed eller sygdom.

Generelt bør velfærdsstaten vedtage en socialpolitik med universelle ydelser baseret på objektiv og individuel sagsbehandling. Fokus i den nordiske model er på at løse markedsfejl i den kapitalistiske markedsøkonomi, som virksomheder ikke er i stand til selv at løse.

Med Esping-Andersens ord er den idealtypiske nordiske socialpolitiske models mål må at sikre, hvad han kaldte de-kommodificering. Det vil sige, at borgere med lav indkomst i velfærdsstaten ikke behandles mindre godt via socialpolitikken end på arbejdsmarkedet. Dette indebærer et højt niveau af sociale ydelser.

En anden velfærdsmodel ifølge Esping-Andersen er den liberale, angelsaksiske model. Den indebærer, at markedskræfterne får lov til at virke, fordi de producerer mere velstand for samfundet som helhed på lang sigt. Markedskræfterne skal således også virke i forhold til velfærdspolitikken.

Den idealtypiske liberale velfærdsstatsmodel giver universel dækning til alle borgere som i den socialdemokratiske model, men det sker med meget lavere ydelsesniveauer. Denne model dominerer i angelsaksiske lande som Storbritannien, USA og Australien.

I praksis kommer efterspørgslen efter de fleste af disse ydelser i denne model fra de lavere sociale lag i de angelsaksiske lande. Andre sociale grupper er derimod overvejende privatforsikrede mod socialpolitiske begivenheder som arbejdsløshed og sygdom.

Nøglebegrebet i den angelsaksiske liberale model omfatter økonomiske incitamenter for at sikre, at markedsaktørerne gør alt for at tage et job. Hovedhensynet i modellen er samtidig, at for høje sociale ydelser resulterer i en utilstrækkelig motivation til at søge beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Den tredje velfærdsstatsmodel ifølge Esping-Andersen er den kontinentaleuropæiske model. Den findes i lande som Frankrig, Italien og til dels Tyskland og er kendetegnet ved, at de fleste sociale ydelser (fx dagpenge og pensioner) afhænger af status og hvor længe, modtageren har været på arbejdsmarkedet. Idealtypiske socialpolitiske instrumenter i denne model er baseret på optjeningsprincippet.

Der er derfor ingen universel dækning som i de nordiske og liberale modeller i den kontinentaleuropæiske model. Hvis en borger har haft en langvarig højstatusbeskæftigelse, overstiger ydelserne i form af fx pension ofte niveauerne i den socialdemokratiske velfærdsmodel. Det drejer sig fx om faggrupper som embedsmænd, dommere, universitetsansatte og lignende.

Sådanne grupper er derfor nærmest fuldstændig beskyttet mod markedskræfterne, mens andre grupper i lavstatusjobs ikke er det i den idealtypiske kontinentaleuropæiske model. Desuden bærer familierne i denne velfærdsmodel et vist ansvar for deres nære slægtninge (fx hvis de bliver arbejdsløse eller pensionister), hvis de har råd til det.

Nære slægtninge i den kontinentaleuropæiske model dækker både forældre og børn, som man kan blive gjort ansvarlig for, hvis de ikke er i job. Dette er i modstrid med de nordiske og de angelsaksiske modeller, hvor grundenheden ikke er familien, men individet.

Den idealtypiske nordiske velfærdsstatsmodel findes ikke længere i rendyrket form i de nordiske lande. Sverige – hvor modellen ellers så dagens lys første gang – har bevæget sig kraftigt i retning af den angelsaksiske velfærdsmodel. Det er bl.a. sket gennem sænkning af ydelserne til arbejdsløse og pensionister.

Den danske model er gået lidt ad samme vej, men har dog stadig klart højere ydelser end i Sverige. I Danmark har man også indarbejdet visse elementer fra den kontinentaleuropæiske model i form af optjeningsprincippet.

Norge er det nordiske lande, som befinder sig tættest på Esping-Andersens idealtypiske nordiske velfærdsmodel, men også her er der sket stramninger.

Presset mod den nordiske model skyldes bl.a. globaliseringen, som gør andre del af klodens lønmodtagere mere konkurrencedygtige, fordi lønningerne her er lavere. Det underminerer i et vist omfang den vigtigste forudsætning for den nordiske model, nemlig at der er en konstant høj skattebetaling fra stort set alle borgere.

• Norden
• velfærdsstat