Efter Sovjetunionens sammenbrud har den sikkerhedspolitiske situation ændret sig. Der er opstået nye stater i Nordens nærområde, og de nordiske stater har fået mulighed for at orientere sig mod nye samarbejdspartnere.
I
Nordisk Råd
var man klar over, at der ville ske forandringer i det nordiske sammenhold som følge af den nye orientering mod EU, og rådet iværksatte derfor i 1994 en omstrukturering. Man dannede tre geografiske udvalg: Nordenudvalget, Nærområdeudvalget og Europaudvalget, og
Nordisk Ministerråd
foretog en lignende omstrukturering, således at arbejdet kunne udføres inden for tre søjler: Norden, Nærområde og Europa.
I de politiske miljøer i de nordiske lande har reaktionen på den svækkede nordiske orientering været forskellig. Fra dansk side har der været udtrykt skuffelse over Finlands og Sveriges EU-orientering på det nordiske samarbejdes bekostning, særligt set i lyset af at Danmark siden sin indmeldelse i EF i 1973 har varetaget en rolle som uformel brobygger mellem de nordiske lande og EF. Norge og Island har imidlertid fortsat stor interesse for det nordiske samarbejde måske ikke mindst for at være orienteret om udviklingen inden for
EU
.
Der er blevet dannet en række regionale samarbejdsfora, som beskæftiger sig med miljøproblemer, økonomisk udvikling og sociale problemer, hvori de nordiske lande indgår sammen eller enkeltvis, fx Barentsrådet, oprettet 1993, Barentsregionsrådet, oprettet 1993, Østersørådet, oprettet 1992, Arktisk Råd, oprettet 1996, og Vestnordisk Råd, oprettet 1985. Nordisk Råd har som organisation endvidere en samarbejdsaftale med Baltisk Forsamling, oprettet 1991, hvis primære formål er at hjælpe de baltiske stater i overgangsperioden til demokrati, ligesom Nordisk Ministerråd har et samarbejdsprogram, hvorefter der sideløbende med de nordiske landes nationale støtteordninger ydes støtte til demokratiudviklingen og udviklingen af markedsøkonomi i de baltiske stater. Endelig findes en lang række grænseregionale samarbejdsfora mellem kommuner med det formål at udvikle erhvervsstrukturen og transportstrukturen og fremme beskæftigelsen i regionen, fx Øresundsrådet.
Arbejdsområderne knytter sig i høj grad til den nye definition af sikkerhed, som er blevet grundlaget for international politik i tiden efter den kolde krig, nemlig at man ved at skabe sikkerhed for udvikling på de såkaldt bløde områder som social udvikling, økonomisk stabilitet, demokrati, miljøbeskyttelse og fredelig samhandel kan sikre freden i Europa.
EU's udvidelser, regionaliseringen og globaliseringen betyder nye vilkår for Norden. De nordiske landes mulighed for at gøre deres interesser gældende begrænser sig ikke længere til den geografiske afgrænsning af Norden. Det betyder, at "det nordiske" som begreb og "nordiske fællesinteresser" ikke nødvendigvis vil være omdrejningspunkter for de nordiske landes ageren, og dermed står både Norden og de institutionaliserede nordiske samarbejdsorganer over for nye udfordringer. At den traditionelle nordiske konsensus om løsning af globale problemer ikke længere er en selvfølge, har efter århundredskiftet vist sig i fx Sveriges og Danmarks meget forskellige politik på flygtninge- og indvandrerområdet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.