Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norden

Oprindelige forfattere AKark og BV Seneste forfatter Redaktionen

Norden. Hovedstaden i Danmark, København. Her Bryggen. Fotografi fra 2005.

Norden. Hovedstaden i Danmark, København. Her Bryggen. Fotografi fra 2005.

Norden, de nordiske lande, lokalt inden for området og delvis internationalt anerkendt fællesbetegnelse for staterne Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt de selvstyrende områder Færøerne, Grønland og Ålandsøerne. Med samme betydning forekommer Skandinavien eller de skandinaviske lande; oftest gælder disse betegnelser kun Danmark, Norge og Sverige, i fremmede sprog, fx eng. Scandinavia, dog tillige Island og Finland.

Antikkens latinske navn, Scandinavia, betegnede en ubestemt ø højt mod nord, måske halvøen Skåne. Endnu fjernere lå Thule, som bl.a. Saxo siden identificerede som Island. Norden betød oprindelig blot 'område nordpå' og kunne indbefatte fx en stor del af De Britiske Øer og dele af Rusland; som egennavn med det nuværende politisk-kulturelle indhold er ordet først anvendt i løbet af 1700-t.

Fra Finlands grænse til Rusland på 32° ø.l. til Kap Alexander i Nordgrønland på 73° v.l. strækker området sig over otte tidszoner. Grønlands Kap Morris Jesup ligger på omtrent 83° n.br., Gedser på 541/2° n.br., hvilket giver en variation i dagens længde ved sankthans fra 24 timer til 17 timer og ved juletid fra 0 timer til 7 timer. Klimaet varierer fra det højarktiske, hvor middeltemperaturen for Kap Morris Jesup for juni er +1°, via det tempererede kystklima på Mykines på Færøerne med en forskel på middeltemperaturen i varmeste og koldeste måned på kun 6° til det tempererede fastlandsklima i finsk Lapland, hvor forskellen er 30°. Som følge heraf er der også en betydelig variation i den naturlige plantevækst fra den højarktiske ørken i Peary Land over den tempererede løvskov på Bornholm til Nordfinlands fyrreskove.

Annonce

Læs videre om idéen om nordisk samhørighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Karker, Bent Valeur: Norden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132569