Den Skandinaviske Halvø dækker cirka 700.000 km2. Området er delt mellem Norge og Sverige

Faktaboks

Etymologi

Halvøens navn er afledt af udtrykket Skandinavien, som udgøres af Danmark, Norge og Sverige. Skandinavien er igen afledt af navnet Skåne (latin: Scania), den region i den sydlige ende af halvøen, som i århundreder var en del af Danmark, men som nu er en del af Sverige.

Geografi

Den Skandinaviske Halvø er den største af Europas halvøer. Den har et areal større end Balkan, Den Iberiske Halvø og Den Italienske Halvø. Den Skandinaviske Halvø er cirka 1.850 kilometer lang og med en bredde, der varierer fra cirka 370 til 805 kilometer.

Den skandinaviske bjergkæde udgør generelt grænsen mellem Norge og Sverige. Halvøens grænser er: Barentshavet mod nord, Norskehavet mod vest, Nordsøen mod sydvest, Rusland, Østersøen og Den Botniske Bugt mod øst samt Danmark mod syd.

Den Skandinaviske Halvøs højeste punkt er Galdhøpiggen med en højde på 2.469 meter over havets overflade. I området her omkring ligger også den største gletsjer på det europæiske fastland, Jostedalsbræen. Omkring en fjerdedel af Den Skandinaviske Halvø ligger nord for polarcirklen.

Klima og råstoffer

Klimaet på tværs af Den Skandinaviske Halvø varierer fra tundra og subarktisk i nord, over køligt vestkystklima i de nordvestlige kystområder og til fugtigt kontinentalt klima i den centrale del og varmere vestkystklima i syd og sydvest.

Regionen er rig på tømmer, jern og kobber. Den bedste landbrugsjord findes i det sydlige Sverige. Der er store olie- og naturgasforekomster ud for Norges kyst i Nordsøen og Atlanterhavet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig