Niels Pedersen Slange, 1656-1737, dansk historiker og embedsmand. Slange gjorde fra 1681 karriere i centraladministrationen og endte som konferensråd i Danske Kancelli; i 1731 blev han adlet. Sideløbende skrev han flere historiske værker, som har været genstand for megen diskussion blandt historikere. I 1707 afsluttede han et værk om kancelliets historie fra Frederik 1.s til Frederik 4.s tid, og i 1720 overrakte han Frederik 4. et værk om Statsomvæltningen 1660, som dog aldrig blev trykt. Hans skildring af Christian 4.s historie udkom i 1749 i en kritisk bearbejdet udgave af historikeren Hans Gram.