Stockholms län.

.

Stockholms län er det administrative område omkring Sveriges hovedstad, Stockholm. Det er 6490 km2 stort og har 2,27 mio. indbyggere (2017).

Faktaboks

Også kendt som

Stockholmsregionen

Länet er Sveriges folkerigeste og mest urbaniserede; her findes 25 % af samtlige virksomheder i landet. Ca. 80 % af arbejdsstyrken er beskæftiget med serviceerhverv. Store arbejdsgivere er bl.a. statsadministrationen, Stockholm og de andre kommuner, forsvaret, Telia og SAS. Området har haft betydelig tilflytning fra både resten af Sverige (især nordfra) og fra udlandet.

Undergrunden er 2 mia. år gammelt grundfjeld med sprækker og forkastninger. Ved slutningen af istiden lå næsten hele området under vand. Den efterfølgende landhævning har skabt den nuværende mosaik af skærgård med dens 30.000 øer og skær, kystens dybe vige og det sørige indland. Ca. 40 % af arealet er dækket af skov, der i kiler mellem storbyens vækstfingre når tæt ind mod city. Ca. 14 % er opdyrket; meget af det ligger i Norrtälje, den nordligste og største af lenets 26 kommuner. Mange landbrug er familiebrug, ofte med hestehold.

Politik og administration

Siden den 1. januar 2019 har Stockholms läns landsting heddet Region Stockholm. Beslutningen blev truffet i forbindelse med, at landstingets medlemmer lagde länsbudgettet for 2019, og ændringen havde desuden støtte fra en lovændring vedtaget af Riksdagen i 2018.

Stockholms Regionsråd er ansvarlig for en række offentlige hovedopgaver inden for länet. Det har desuden ret til at opkræve skatter, og det styres af politikere, der vælges direkte af borgerne i länet.

Regionsrådet er det højeste beslutningstagende organ på regionalt niveau. Når rådsmedlemmerne fastlægger budgettet, beslutter de ligeledes skatteprocenten, patientgebyrer og transportpriser – altså hvor meget skat indbyggerne skal betale til Region Stockholm for ydelser i sundhedsvæsnet og for kollektiv trafik.

Alle møder i Region Stockholms landsting er åbne for offentligheden, og alle tilhørende redegørelser regnes i princippet for offentligt tilgængelige dokumenter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig