Södermanlands län, svensk len, der omfatter de vestlige dele af landskabet Södermanland; 6062 km2, 288.097 indb. (2017). Sletterne langs med Nyköpingsån og ved bredden af Mälaren er ret tætbefolkede. Den frugtbare jordbund og nærheden til Stockholm betød, at området blev præget af store godser. Vigtige afgrøder er brødkorn og foder til kvægholdet. Lenet blev tidligt industrialiseret, og efter 2. Verdenskrig er befolkningen vokset kraftigt.

Fra gammel tid er metalindustri, oprindelig baseret på malme fra Bergslagen, veludviklet, nu med Eskilstuna som vigtigste lokalitet foruden Oxelösund og Torshälla. Hertil kommer levnedsmiddelindustri og avancerede virksomheder inden for en lang række brancher. Södermanland er på alle måder præget af nærheden til Stockholm, bl.a. er vej- og jernbanenettet særdeles veludviklet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig