Norrbotten

Norrbotten er et landskab, som omfatter den østlige del af det nordligste Sverige på 26.671 km² og med196.000 indbyggere (2022).

Fra Bottenvikens skærgård skråner landskabet langsomt op over 500 m ved grænsen til Lappland. Undergrunden består af granitter og syenitter, isprængt metamorfe og vulkanske bjergarter. De højereliggende partier er dækket af en ofte grovkornet moræne, mens områderne under højeste kystlinje, 160-240 m over den nuværende kyst, er dækket af mere frugtbare havaflejringer, der strækker sig op langs med elvene, der med hovedretning NV-SØ løber mod kystens tragtformede fjordmundinger. Blandt de store elve er Muonioälven med tilløbet Torneälven. Ved Junosuando bevirker det reliefsvage landskab, at Torneälven forgrener sig, idet en del af vandet gennem Tärendöälven føres til Kalixälven. Højeste punkt er Vilberget (594 m).

Klimaet er fastlandspræget, da fjeldene bremser for Atlanterhavets påvirkning. Om vinteren er middeltemperaturen selv ved kysten ca. −10 °C, mens de højeste sommertemperaturer nås et stykke inde i landet; mange steder er vækstperioden lang nok til udvalgte afgrøder; kendt er jordbæravlen i Tornedalen under midnatssolen. Nedbørsmængden er ringe; langs med kysten og længst mod nord under 400 mm om året. Nåleskoven dominerer; på fugtig grund især gran, på tør fyr.

I slutningen af 1800-tallet skete et gennembrud for den moderne industri, idet dampdrevne save indførtes. Elvene med bielve kom til at fungere som flådningsveje, og store selskaber overtog skovene fra landsbyer og bønder. I 1900-tallet foregik en udbygning af papirfabrikker.

Den ret fåtallige landbrugsbefolkning bor især på kystsletten og i elvdalene; flere af disse rummer ret store landsbyer selv langt fra kysten. Nu er landbruget kun af helt marginal betydning, og økonomien domineres af serviceerhvervene, herunder trafikken i forbindelse med minedriften i Kiruna og Gällivare.

Norrbotten var fra de ældste tider det bebyggede område rundt om den nordlige del af Den Botniske Bugt inklusive Lappmarken. Områdets handel blev drevet af birkarlar. Allerede i middelalderen blev Norrbotten delt ved Kaakamajoki (Kaakamaelven), der også var grænse mellem Uppsala og Åbo bispedømmer, i Västerbotten (len oprettet i 1441) og Österbotten (Korsholms len), og herefter betegnede Norrbotten alene den nordligste del af Västerbotten. I 1809 overgik den del af Norrbotten, der ligger mellem Torneälven og Kaakamajoki, til Finland.