Kvarntorp, tidligere minedriftsby 20 km syd for Örebro i Midtsverige; 180 indb. (1995). Byen er kendt for den 100 m høje og ofte rygende Kvarntorpshögen af aske og affald fra brydningen af olieholdig alunskifer 1941-65; dertil kom en mindre udvinding af uranmalm. Virksomheden har varigt skadet miljøet, hvorfor stedet er udlagt til placering af miljøbelastende fabrikker og behandling af farligt affald.