• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kullen

Oprindelig forfatter BV Seneste forfatter Redaktionen

Kullen, halvø mellem Skälderviken og Øresund; den yderste del, præget af stejle klipper, kaldes Kullaberg. Med stejle skrænter i længderetningen omtales Kullen ofte som en horst, men der er snarere tale om, at de omgivende arealer er nedsunkne langs brudzoner. Størstedelen er opbygget af rød, prækambrisk gnejs, men der findes også amfibolit med granater og yngre diabasgange. Tværdale vinkelret på kysten har været med til at danne grotter.

Ordet Kullen kendes fra ca. 900 Kollæ, af gammeldansk kol 'rund bakketop', oprindelig om halvøens spids, Kullaberg.

Det stejle terræn gør området til et populært mål for bjergbestigere. Siden 1971 har Kullaberg været fredet.

Håkull (187 m) ligger på den 10 km lange nordlige stejlskrænt fra forbjerget Kullanäs til Arild fiskerleje; på sydsiden ligger bade- og turistbyen Mölle. Kullens fyr (74 m.o.h.) er Nordens højest beliggende.

Annonce

Kullen kom på alverdens avisforsider i januar 1971, da DFDS' m/s Prinsesse Margrethe umotiveret og i klart vejr påsejlede klippen neden for fyret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Valeur: Kullen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112025