• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Härjedalen

Oprindelig forfatter BV Seneste forfatter Redaktionen

Härjedalen.

Härjedalen.

Härjedalen, landskab i det sydlige Norrland i Sverige. Området var omstridt mellem Danmark-Norge og Sverige; det blev svensk efter freden ved Brömsebro 1645. Det ca. 12.000 km2 store område har navn efter Härjån, en biflod til Ljusnan, der sammen med Ljungan gennem tiden har været af afgørende betydning for samfærdslen, bl.a. for pilgrimme, der søgte til Olav den Helliges grav i Trondheim. Med kun 9.697 indb. (2017) er Härjedalen uhyre tyndt befolket, og store områder er øde fjeldmark og skov. Helleristninger ved Flatruet vidner om, at det var befolket allerede i yngre stenalder.

Landskabet ligger gennemgående højt og består overvejende af gammelt grundfjeld. Högvålen er en af Sveriges højest beliggende landsbyer. Helagsfjället (1796 m) bærer Sveriges sydligste gletsjer. De høje fjelde skærmer mod luftstrømme fra Nordatlanten, og klimaet er ret kontinentalt; især hvor jordbunden består af kalksten og letforvitrende skifre, er plantevæksten rig. Nær trægrænsen vokser overvejende birk, mens landskabets sydøstlige dele domineres af kulturskove, især fyr. Efter 2. Verdenskrig har omfattende indgreb i form af vandløbsreguleringer (til vandkraft) samt skisportsanlæg og golfbaner ødelagt en del af den naturlige vegetation. Som modtræk tjener Sånfjällets nationalpark, anlagt 1910 for at beskytte Sveriges sydligste bjørnebestand.

Gennem århundreder har bønderne her praktiseret en kombination af landbrug og skovbrug. Af naturlige årsager var landbrugsområderne af begrænset størrelse, og de anvendes nu næsten udelukkende til foderafgrøder. Dikteret af de vanskelige forsyningsforhold dyrkede man tidligere korn helt op til den klimatiske grænse, og også kartofler har været avlet. Landbruget kunne i reglen ikke sikre bønderne det nødvendige udkomme, og der lagdes derfor et stort arbejde i skovene, Härjedalingens åker. Her gik man på jagt, fik foder til kreaturerne og bark til at strække melet, hvis høsten var slået fejl. Sætere tjente til sommergræsning. Under savværksperioden i slutningen af 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. blev de to hovedvandløb reguleret, så de kunne tjene til tømmerflådning til kystbyernes savværker og papirmassefabrikker. Nu sker der tillige en vis oparbejdning i selve Härjedalen. Tidligere udnyttede man myremalm til lokal jerntilvirkning, men industrialiseringen har været yderst beskeden.

Annonce

Fra 1890'erne blev nogle af fjeldlandsbyerne opsøgt af turister; udviklingen fremmedes af jernbanen, der i 1924 blev ført frem til Sveg, områdets gamle hovedby. Tidligere har rensdyravl været af betydning, men udviklingen af turismen samt stridigheder om retten til land og vand har haft negative konsekvenser for erhvervet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Valeur: Härjedalen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95314