Rondane
Rondane. Fotoet er taget fra den samme position, hvorfra Harald Sohlberg malede sit kendte Vinternatt i Rondane.
Vinternatt i Rondane
Vinternatt i Rondane. Olie på lærred, 1914.
Af /Nasjonalmuseet.

Rondane er et norsk fjeldområde syd for Dovrefjell og øst for øvre Gudbrandsdal. Terrænet er meget kuperet, udmodelleret af istidens gletsjere med lange dale og mange fjeldtoppe på over 2000 m. Rondslottet (2178 m) og Storronden (2138 m) er de højeste.

Den dominerende bjergart er den kvartsrige og hårde sparagmit, som ved forvitring skaber en næringsfattig jordbund. Samtidig er nedbørsmængden lille, og vegetationen er de fleste steder fattig.

Et 580 km2 stort område blev i 1962 udlagt som Norges første nationalpark; sammen med Jotunheimen er Rondane Norges mest populære fjeldvandringsområde med et væld af afmærkede ruter og turisthytter.

Om vinteren er Rondane et meget populært skisportsområde med Høvringen som det vigtigste udgangspunkt. I den nordligste del ved Dørålen findes et karakteristisk eksempel på et afsmeltningsområde fra sidste istid med bl.a. terrasser og dødislandskaber.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig