Nordlandsbanen er jernbanen fra Trondheim til Bodø i Nordnorge. Den er bygget i mange etaper mellem 1929 og 1962, i alt 729 km. Den går bl.a. over Saltfjellet, hvor den krydser polarkredsen og når sit højeste punkt (680 m). Under 2. Verdenskrig arbejdede tyskerne ihærdigt på at fuldføre denne banestrækning og anvendte hertil især russiske og jugoslaviske krigsfanger, hvoraf mange omkom. Der er planer om at føre banen videre fra Fauske til Narvik og evt. Tromsø.