Longyearbyen
Af .
Licens: CC BY NC 2.0

Longyearbyen er hovedbyen for de norske aktiviteter på Svalbard. Den har 1700 indbyggere (2005).

Faktaboks

Etymologi

Byen er opkaldt efter den amerikanske mineejer J.M. Longyear, der 1906-16 drev en kulmine her, men også et passende navn til en by præget af polarmørke og afsondrethed.

Byen ligger ved den lille Adventfjorden i den indre del af Isfjorden på hovedøen Spitsbergen. Tidligere var den et mandssamfund helt domineret af kulbrydning, men nu er den en mere normal, om end meget isoleret administrations- og serviceby, om sommeren præget af stor turisttilstrømning. Her findes nu et universitetscenter, UNIS, og flere institutioner for arktisk forskning, og det lille, men levende samfund har skole, kirke, hospital, svømmehal og siden 1976 flyruter til Fastlandsnorge.

Byen blev etableret i forbindelse med kulbrydning, som indledtes i midten af 1800-tallet, men udviklingen tog for alvor fart, da man fandt jernmalm ved Kirkenes i Nordnorge. I 1914 var produktionen 40.000 t, men den ophørte under 2. Verdenskrig, da hele befolkningen blev evakueret. Efter krigen genoptog man kulbrydningen, og byen fik sit nuværende udseende med de karakteristiske svævebaner, der transporterer kullene fra de to gruber til udskibningshavnen. Kulproduktionen nåede i 1980'erne sit højeste med 400.000 t pr. år, men er efterhånden af minimal betydning. Byen er i stigende grad turistmål; både pr. fly og med krydstogtskibe strømmer gæsterne hertil om sommeren.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig