Grense-Jakobselv, område i det nordøstligste Norge langs Jakobselva, der på en 40 km lang strækning danner grænse mod Rusland. I dalens nederste del fandt norsk bosætning sted fra 1851. Ved elvens munding opførtes 1869 Oscar 2.s kapel som en protestantisk, norsk forpost i et etnisk sammensat område (nordmænd, russere, samer, finner). Dalen er nu uden fastboende befolkning.