Boknafjorden er en vestnorsk fjord umiddelbart nord for Stavanger. Den er en del af et stort fjordsystem, Ryfylkefjordene. Den yderste del mod Nordsøen kaldes Skudenesfjorden; mod øst skærer et utal af fjorde sig langt ind i landet, bl.a. Jøsenfjorden og Lysefjorden. De er alle ægte fjorde, dvs. et resultat af gletsjererosion, mens selve den brede Boknafjorden er en indsynkning i undergrunden.