Spyd, jagt- og krigsvåben, der bruges til både kast og stød. Spyd har været anvendt i de fleste kulturer og består af en stage eller et skaft med en od, dvs. spids, af hårdt materiale, fx sten, bronze eller jern, der er fæstnet til skaftet. I mange kulturer anvendes til kast en rem eller et kastetræ, der virker som en vægtstang og giver spydet ekstra fart frem i kastet.

Militært er spyd blevet brugt som kastevåben, men størst betydning har det haft som stødvåben først hos de græske hoplitter, men især udviklingen af det tunge rytteri i middelalderen medførte, at spydet udvikledes til en svær lanse, der udelukkende anvendtes til stød. Spyd, der i vikingetiden og tidlig middelalder var fodfolkets almindeligste våben, udvikledes i 1400-t. sideløbende med lansen til en lang pike, der også anvendtes til stød.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig