bombe

Bombe, oprindelig en hul jernkugle fyldt med krudt. Et antændt brandrør eller en lunte fik bomben til at eksplodere på det ønskede tidspunkt. Virkningen blev frembragt af lufttrykket og metalstykker (sprængstykker) fra bombens skal.

Bomber har været kendt i 1500-t., men fik først en mere udbredt anvendelse i 1600-t., især ved bombardementer af byer og fæstninger.

Med den tekniske udvikling har bomben efterhånden fået en langt mere sikker virkning og mange flere anvendelsesmuligheder. Dens metalskal fremstilles, således at den ønskede virkning kan opnås. Sprængstofferne har fået en langt større effekt end det oprindelige krudt. Størst virkning har bomber med kerneladninger (atom- og brintbomber). Bomber kan desuden indeholde giftgas eller brandstiftende midler (fx napalm), ligesom man med røgbomber kan udlægge røgslør.

Tændmekanismen eller brandrøret, som igangsætter bombens eksplosion, kan udformes meget forskelligt. Et brandrør kan få bomben til at springe straks ved anslaget i målet eller med forsinkelse, efter at bomben er trængt ind i målet. Desuden kan et brandrør få bomben til at springe i en forudbestemt afstand fra målet, fx ved at en tændmekanisme indstilles til tænding på et bestemt klokkeslæt. Når bomben sprænges, skal den være i eller tæt ved målet. En bombe kan bæres til målet og sprænges med forsinkelse (fx i en terroraktion), små bomber (håndgranater) kan kastes mod målet, og bomber kan skydes ud med artilleri og benævnes da granater. Over store afstande kan selv meget tunge bomber fremføres med fly og raketter. Miner er bomber, som nedgraves i jorden eller udlægges i havet og udløses, når målet ved passage påvirker tændmekanismen.