artilleri (Luftværnsartilleri)

Artilleri (Luftværnsartilleri), Disse våbensystemer anvendes i luftværnsenheder til at bekæmpe modstanderens fly; begrebet "fly", som hidtil omfattede såvel propel- og jetfly som helikoptere, er efter Falklandskrigen i 1982 og Golfkrigen 1991 udvidet til også at omfatte krydsermissiler og ballistiske missiler (fx Scud).

Våbensystemerne omfatter først og fremmest kanoner og missiler, men også andre våben er blevet anvendt — eller har været planlagt anvendt — mod fly; fx atomvåben mod store formationer af fly, spærreballoner ophængt i kraftige wirer mod lavtflyvende fly eller miner og (sten-)mortérer, der automatisk udløses af en føler, når fx helikoptere flyver over dem.

Luftværnets våbensystemer inddeles oftest efter rækkevidden, som normalt ligger inden for intervallet 3-80 km. I almindelighed gælder, at jo større rækkevidden skal være, jo tungere og mere kompliceret bliver våbensystemet; derved øges også kravene til betjeningspersonellet og systemets styremåde. Andre måder at inddele våbensystemerne på kan være trukne (påhængskøretøj efter en lastvogn), eller selvkørende på hjul (evt. bæltekøretøj), passive (varmesøgende) eller aktivt styrede (radar eller laser), kanoner eller missiler. Såvel kanonammunition som missiler kan være udstyret med en anordning (nærhedsbrandrør), der bevirker, at sprængladningen udløses, når blot granaten eller missilet er i nærheden af målet.

Luftværnets opgave er at forsvare egne styrker ved at nedskyde modstanderens fly, inden disse kan virke aktivt med beskydning eller bombning, samt naturligvis at undgå nedskydning af egne fly. Dette stiller store krav til kontrol- og varslingssystemet. Varslingssystemet, som fortæller våbensystemerne, at modstanderens fly er på vej mod dem, er udviklet fra blot at være en kæde af observationspersonel, der melder pr. radio, til at være et system af sensorer (radarer, varmefølende eller lydopfattende anordninger), der automatisk fortæller selve våbensystemet om den trussel, der nærmer sig, og giver detaljerede oplysninger om den. Varslingssystemet er nødvendiggjort af flyenes høje hastighed samt af behovet for at bekæmpe dem på stor afstand. Dette medfører ofte, at bekæmpelsen skal indledes, inden flyet kan ses fra våbensystemet (ildstillingen).

Kontrolsystemet sikrer, at luftværnsenheden ikke beskyder egne fly, der løser opgaver i samme område som luftværnsenheden. Denne (luftrums-)kontrol udføres ved et snævert samarbejde mellem de myndigheder, der anvender luftrummet: flyvevåbnet, hærflyene og luftværnet.

Luftværn er organiseret i luftværnsbatterier, der er samlet i en afdeling. Luftværnsbatteriet består normalt af et føringsled, faglige led, et kontrol- og varslingsled samt et antal våbensystemer af ens type. Luftværnsbatteriet er normalt den mindste enhed, der kan sættes ind til løsning af en luftsikringsopgave.

Et luftværnsbatteri kan løse følgende type luftsikringsopgaver: punktforsvar (fx en bro), områdeforsvar (fx et terrænområde, hvori der kan nedkastes faldskærmstropper) eller et lineært forsvar (fx en kystlinje eller en vejstrækning). Luftsikring af kampvogne og infanteri under bevægelse er den vanskeligste opgave at løse. Den kræver, at luftværnsvåbnene er selvkørende og pansrede, hvilket normalt er ensbetydende med meget kostbare våbensystemer. I den danske hær anvendes det amerikansk fremstillede luftværnsmissil Stinger (anskaffet i 1991). Missilet er kortrækkende, enmandsbetjent og passivt, idet det styrer efter flyets infrarøde eller ultraviolette signatur. Stinger indgår i luftværnsmissilbatteriet, som består af 12 missilgrupper. Desuden indgår en indvisningsradar, der udfører luftrumskontrol og varsling samt giver målanvisning til grupperne. Luftværnsmissilbatteriet indgår i luftværnsmissilafdelingen i et antal af 3-4 batterier, samt et stabsbatteri med føringsled og faglige led og endvidere et overordnet kontrol- og varslingssystem. Luftværnsmissilafdelingens hovedopgave er luftsikring af felthæren.