Mark Wayne Clark, 1896-1984, amerikansk general i 2. Verdenskrig. Clark deltog 1942 i ledelsen af de allieredes invasion i fransk Nordafrika. Fra 1943 var han chef for 5. amerikanske armé, som gik i land i Italien og erobrede Rom i juni 1944. I december 1944 fik Clark kommandoen over de allierede styrker i Italien. Efter krigen var han chef for den amerikanske hær i Østrig og senere for FN-styrkerne i Korea 1952-53.