Mary Rose, engelsk krigsskib fra Henrik 8.s tid, der sank ud for Portsmouth i 1545. Vraget, der har været kendt siden 1836, blev bjerget i 1982 og er nu under konservering i Portsmouth. Bunden og det meste af styrbords side er bevaret, mens det meste af bagbords side mangler, hvilket gør det muligt at se dækkene inde i skibet. Skibet var 41 m langt og 11,6 m bredt, havde en besætning på 600-700 mand og var bestykket med en blanding af for- og bagladekanoner, i alt over 100 større og især mindre stykker. Blandt den øvrige udrustning fandtes også 138 langbuer af takstræ, et middelaldervåben, der altså stadig var i brug.