Lusitania, britisk Atlanterhavsliner, der under 1. Verdenskrig blev sænket syd for Irland af en tysk ubåd 7.5.1915. 1198 menneskeliv gik tabt, heraf 128 amerikanske, og sagen vakte en sådan indignation i USA, at det var almindeligt ventet, at USA ville erklære Tyskland krig. Det skete dog først i 1917, hvor bl.a. den tyske ubådskrigsførelse blev brugt som begrundelse. Lusitania var blevet sænket uden varsel, hvilket var i strid med folkeretten, men skibet havde et parti ammunition om bord, og det blev fra tysk side anført til retfærdiggørelse af sænkningen.