Faktaboks

Horatio Nelson

lord Nelson

Født
29. september 1758
Død
21. oktober 1805

Horatio Nelson. Søhelten, der her er 39 år gammel, er mærket af tidligere træfninger. Han er blind på højre øje, og det tomme, ophæftede ærme taler også sit tydelige sprog. Men disse handicap hæmmede ikke den initiativrige Nelson, der endnu havde sine tre største sejre til gode, Abu Qir, København og Trafalgar, hvor han faldt. Maleri af L.F. Abbott, ca. 1797; National Maritime Museum, Greenwich.

.

London. Trafalgar Square i det centrale London er etableret 1835. Pladsen prydes af mindesøjlen for sejrherren fra Slaget ved Trafalgar, lord Nelson, og er et meget benyttet samlingssted for politiske demonstrationer, nytårsfestligheder m.m.

.

Horatio Nelson var en britisk admiral og nationalhelt.

Lord Nelson anses for Englands største søhelt. Han var en fremragende taktiker, der gjorde op med forældede sømilitære doktriner, i stand til at improvisere i en vanskelig situation og altid med et skarpt blik for modstanderens svage side. Hans skibschefer anså det for et privilegium et tjene under ham, og hans mandskaber forgudede ham.

Nelson, der var den sjette i en fattig landsbypræsts børneflok på 11, kom til søs som 12-årig. Efter varierende tjeneste, der bragte ham både på en arktisk ekspedition og til Det Indiske Ocean, blev han i 1777 udnævnt til løjtnant og sendt til Vestindien. Her blev han i 1779, blot 20 år gammel, fregatchef, men efter Den Amerikanske Revolution og yderligere nogle år i Vestindien måtte Nelson i fem år, fra 1788 til 1793, gå ubeskæftiget og på halv løn.

Ved udbruddet af Revolutionskrigen i Frankrig i 1793 fik Nelson kommando over et linjeskib og blev sendt til Middelhavet. Efter en række mindre kamphandlinger, bl.a. en landgangsoperation på Korsika, hvor Nelson mistede synet på højre øje, kom han til at spille den afgørende rolle for admiral John Jervis' sejr over en spansk flåde ved Sankt Vincent i 1797 og blev udnævnt til kontreadmiral.

I 1797 mistede Nelson højre arm under et mislykket angreb på Tenerife. Året efter tilintetgjorde han ved et overraskelsesangreb en fransk flåde, der lå opankret i Abu Qir-bugten, hvorved briterne fik søherredømmet i Middelhavet.

Tilbage i Napoli, den britiske flådes hovedbase, fik Nelson en heltemodtagelse, iscenesat af den britiske ambassadør William Hamiltons unge hustru, Emma Hamilton; der udviklede sig et kærlighedsforhold mellem de to. Rygterne herom nåede også admiralitetet i London, hvor man i forvejen var misfornøjet med den ret selvrådige Nelson, der bl.a. uden at spørge i London havde modtaget titlen hertug af Brontë af kong Ferdinand 1. af Begge Sicilier. Nelson blev derfor kaldt hjem i år 1800, men foretog hjemrejsen i selskab med Hamiltonerne, Emma nu gravid med den i forvejen gifte Nelsons barn.

I 1801 blev Nelson næstkommanderende hos admiral Hyde Parker, der med en stærk flåde skulle tvinge Østersøstaterne til at opgive det væbnede neutralitetsforbund rettet mod Storbritannien, og her nedkæmpede han den danske defensionslinje på Københavns Red d. 2. april 1801.

Efter en kort tid som chef for hjemmeflåden fik Nelson ved det fornyede krigsudbrud i 1803 kommandoen over Middelhavsflåden. Efter et forgæves forsøg på at hindre admiral Villeneuve i at bryde ud fra Toulon og forene sig med de franske og spanske Atlanterhavsflåder og dermed skabe en styrke, der udgjorde en invasionstrussel mod England, kom det d. 21. oktober 1805 til slag ud for Kap Trafalgar, hvor briterne vandt en overvældende sejr. Men i sejrens øjeblik blev Nelson selv dødeligt såret af et geværskud og udåndede kort efter.

Det var ved indledningen til dette slag, at han med signalflag meddelte sine deltagende fartøjer de berømte ord: "England expects that every man will do his duty." Sætningen er siden hen blevet et udtryk for britisk kampgejst og ofte anvendt i forbindelse med andre kamphandlinger.

Nelson blev under almindelig landesorg bisat i Saint Paul's Cathedral i London. I 1843 rejstes på Trafalgar Square i Londons midte en 5½ m høj statue af ham på en 46 m høj søjle. På soklen findes fire store bronzerelieffer til minde om hans fire største maritime sejre: Kap Sankt Vincent (14. februar 1797), Abu Qir (1. august 1798), Slaget på Reden (2. april 1801) og Kap Trafalgar (21. oktober 1805).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig