Faktaboks

Ernst Udet
Født
26. april 1896
Død
17. november 1941

Ernst Udet, 26.4.1896-17.11.1941. Tysk flykonstruktør og flyvergeneral.

Ernst Udet deltog som pilot for Tyskland i 1. Verdenskrig. Han fløj sammen med Manfred von Richthofen (Den Røde Baron), og nedskød i perioden 1915-1918 62 fjendtlige fly, et antal, der kun blev overgået af netop von Richthofen. Udet var den overlevende pilot med flest luftsejre. For sin indsats tildeltes hans den højeste tyske udmærkelse, Pour le Merite.

Efter krigens afslutning blev han en kendt konstruktør af lette småfly. Han medvirkede også som stunt-pilot i flere film, bl.a. SOS Eisberg (1933, da. SOS Isbjerg), der blev optaget i Vestgrønland.

I 1933 meldte han sig ind i NSDAP og blev sammen med Hermann Göring central i opbygningen af et nyt tysk luftvåben. Udet var bl.a. meget involveret i udviklingen af det effektive dykbombefly Junkers Ju 87 Stuka.

I februar 1939 blev Udet udnævnt til generaloberst med ansvar for Luftwaffes materiel. Han forblev i denne centrale position frem til november 1941, hvor han valgte at begå selvmord. Udets død blev bortforklaret for offentligheden som værende en flyveuykke og han blev efterfølgende begravet ved siden af Manfred von Richthofen i Berlin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig