Emden, tysk krydser, søsat 1908. Emden, som vejede 3650 t og var udstyret med ti 10,5 cm-kanoner, opererede i de første måneder af 1. Verdenskrig med stor succes i Det Indiske Ocean, hvor det lykkedes den at afskære søforbindelsen mellem Burma og Indien. Under et angreb på Cocosøerne i november 1914 blev krydseren imidlertid angrebet og sænket af den australske krydser Sydney. En krydser af samme navn, søsat 1925, deltog den 9. april 1940 i det tyske angreb på Norge.