Flakfortet, søfort, opført 1910-16 på den nordvestlige del af Saltholms Flak som en del af Københavns søbefæstning. Fortet, der var den længst fremskudte del af søbefæstningen, er anlagt på en kunstig ø, og dets opgaver var at sikre byen mod bombardement fra søsiden og at spærre sejlløbene. Dets bemanding var på 550 mand, og den oprindelige bevæbning bestod af fire 120 mm kanoner, fem 75 mm kanoner, to 47 mm kanoner og fire 37 mm kanoner. I 1950 blev en del af denne bevæbning erstattet med fire 105 mm luftværnskanoner, seks dobbelte 40 mm kanoner og otte 20 mm maskinkanoner.

Flakfortetet var i brug som søfort indtil 1957; 1965-68 blev det brugt som Hawk-raketstation af Flyvevåbnet. Herefter lå fortet øde hen og blev både ude og inde udsat for hærværk og forfald. I 1975 blev fortet udlejet til Københavns Sejlunion og åbnet for offentligheden. Fortet blev i 1998 overdraget til det statslige ejendomsselskab Freja, som i 2001 solgte det til det svenske ejendomsselskab Malmökranen A/B.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig