Slaget ved Midway var et søslag i 2. Verdenskrig. Det fandt sted den 4. til 7. juni 1942 i farvandet omkring Midway, en amerikansk besiddelse i Stillehavet, der består af et par små øer ca. 2000 km NV for Honolulu.

Efter angrebet på Pearl Harbor var den japanske flåde den amerikanske Stillehavsflåde numerisk overlegen, en situation, som japanerne ønskede at udnytte til dels at eliminere den resterende del af den amerikanske flåde, dels at erobre Midway.

Dette skyldtes ikke mindst det overraskende angreb, som 16 hangarskibsbaserede tomotorede amerikanske B-25 Mitchell havde foretaget på japanske byer den 18. april 1942, som man ønskede at undgå en gentagelse af. En stor japansk flåde med bl.a. seks hangarskibe (hvoraf to ikke kom til at deltage i slaget) blev derfor sendt mod Midway for at tvinge amerikanerne til at tage kampen op.

De anvendte våben i søslaget var hovedsagelig begge siders hangarskibsbaserede jager-, bombe og torpedofly samt for amerikanernes vedkommende også fly fra basen på Midway.

Amerikanske efterretningsfolks aflytning af den japanske flåderadio havde i tide afsløret, at Midway var målet, hvorfor den amerikanske flåde var i stand til at ligge i baghold med de tre hangarskibe Enterprise, Hornet og Yorktown. Resultatet blev, at japanerne mistede de fire hangarskibe Kaga, Akagi, Hiryu og Soryo, en tung krydser samt 248 fly og 3057 mand, og måtte trække sig tilbage uden at have gjort landgang på Midway.

Amerikanerne mistede derimod blot hangarskibet Yorktown, 98 fly og 307 mand. Dermed var den japanske flådeovervægt i Stillehavet sat over styr, og Slaget ved Midway kom derfor til at markere et vendepunkt i Stillehavskrigen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig