Barbarossaplanen var et kodenavn for den tyske operationsplan mod Sovjetunionen, der blev iværksat med angrebet 22. juni 1941.

Faktaboks

Også kendt som

Operation Barbarossa, Unternehmen Barbarossa (efter den tysk-romerske kejser Frederik 1. med tilnavnet Barbarossa

Den tyske beslutning om at angribe Sovjetunionen og den indledende planlægning

Forberedelserne til et angreb mod Sovjetunionen blev indledt i sommeren 1940 umiddelbart efter, at Frankrig, Belgien og Holland i løbet af maj-juni 1940 var blevet besejret af det nazistiske Tyskland. Under et møde i Adolf Hitlers hovedkvarter i Obersalzberg den 31. juli 1940 med bl.a. øverstbefalende for den tyske hær, feltmarskal Walther Brauchitsch, og hans stabschef, generaloberst Franz Halder, meddelte Hitler, at Sovjetunionen skulle angribes og besejres militært af et felttog i løbet af foråret 1941.

Som følge heraf udarbejdede en tysk stabsofficer i august 1940 det første udkast til en felttogsplan for en krig mod Sovjetunionen. Efter planens ophavsmand, generalmajor Erich Marcks, omtales denne plan i litteraturen som "Marcks-planen". Planen, hvis grundtræk forblev den tyske hærs bud på, hvorledes Sovjetunionen kunne besejres, forudså et angreb udført af tre hærgrupper som følger: Hærgruppe Nord (Heeresgruppe Nord) skulle fra Østpreussen angribe mod nordøst og erobre de tre baltiske lande og havnebyen Leningrad (nu Skt. Petersburg). Den centrale og største hærgruppe (Heeresgruppe Mitte) skulle fra Østpreussen og det østlige Polen støde frem mod Moskva og erobre den sovjetiske hovedstad, mens den sydlige hærgruppe (Heeresgruppe Süd) fra den sydøstlige del af Polen og Rumænien skulle sætte sig i besiddelse af Ukraine og dets kornmarker med et senere felttog mod Kaukasus for at erobre de kaukasiske oliefelter for øje.

Erobringen af Leningrad, Moskva og Charkov i Ukraine skønnedes at ville tage 11 uger. Herefter skulle erobringen af yderligere sovjetisk territorium frem til en linie fra nord ved Archangelsk ved Hvide Havet via Gorki i det centrale Rusland ned til Rostov ved Don nær Sortehavet ske i form af en "jernbane-fremrykning" i lighed med den sidste fase af krigen på Østfronten under 1. Verdenskrig mellem det kejserlige Tyskland og Rusland i 1917/1918. Her havde tyske tropper erobret store områder ved simpelthen at tage toget og erobre de byer, som lå ved jernbanen. Centralt for denne plan var, at en tysk erobring af Moskva som det politiske, økonomiske og trafikale centrum i Sovjetunionen ville medføre, at den Røde Hærs muligheder for at føre krigen videre ganske enkelt ville forsvinde.

Kendetegnende for denne plan og den generelle holdning til Sovjetunionen i det tyske officerskorps var, at det kommunistiske styre i Sovjetunionen var en "kolos på lerfødder," som ville bryde sammen under et tysk angreb og videre: at den Røde Hær efter Stalins udrensninger i den Røde Hærs officerskorps under "den store terror" i 1930'erne og Vinterkrigen mod Finland i 1939/1940 var den tyske hær langt underlegen. Hertil kom, at den tyske hær efter at have besejret den franske hær (der indtil foråret 1940 opfattedes som den stærkeste hær i Europa), nu opfattedes som noget nær uovervindelig.

Plan "Barbarossa"

Den første tyske hær planlægning af et felttog mod Sovjetunionen kan kort karakteriseres som udtryk for en ren militær tilgang, hvor det, det drejede sig om, var at finde den mest effektive, operative måde at besejre Sovjetunionen på. For Halder og den tyske generalstab bestod dette i at indlede en massiv fremrykning mod Moskva med henblik op at erobre den sovjetiske hovedstad. Det var imidlertid ikke en fremgangsmåde, som ubetinget støttedes af Adolf Hitler; som han så det, skulle den centrale hærgruppe på et tidspunkt efter felttogets begyndelse afgive væsentlige styrker til at erobre Leningrad og til at bistå den sydlige hærgruppe med at erobre Ukraine. Moskva blev et sekundært mål. For Hitler var krigen mod Sovjetunionen i første række en ideologisk krig, som drejede sig om at udrydde det kommunistiske styre i Sovjetunionen og skaffe "Lebensraum" til en stort anlagt tysk kolonisering af østområderne og til at sikre Tyskland adgang til Ukraines korn og olien i Kaukasus.

Med førerordre nr. 21 af 18. december 1940 (Barbarossa) indledtes de konkrete forberedelser til at "slå Sovjetrusland i et hurtigt felttog". Det var ved denne lejlighed at planen fik navnet "Barbarossa" (indtil da havde kodenavnet været "Fritz"). Planen udpegede Leningrad og Ukraine som de centrale mål i felttoget og Moskva som et sekundært mål. Der blev herved indbygget en konflikt i planlægningen, idet hæren vedblivende fastholdt Moskva som det centrale mål og dermed så bort fra den prioritering, som Hitler havde givet. Resultatet blev den store krise i forholdet mellem Hitler og den tyske generalstab i juli/august 1941, hvor Hitler beordrede den centrale hærgruppe til at dreje mod syd for at erobre Ukraine og videre frem til den 19. december 1941, hvor Hitler under den sovjetiske modoffensiv udenfor Moskva afsatte Brauchitsch som hærchef og selv overtog ledelsen af den tyske hær.

"Barbarossa" som en udryddelseskrig

Hitler forestillinger om karakteren af det kommende felttog mod Sovjetunionen kom frem i en tale, han holdt den 30. marts 1941 for den øverste militære ledelse i Tyskland. Som han så det, ville den kommende krig blive en udryddelseskrig, hvor det drejede sig om at udrydde den "jødisk-kommunistiske" intelligens og de kommunistiske kommissærer i den Røde Hær med det formål at skaffe "Lebensraum" for en tysk kolonisering. Det blev startskuddet til den sammensmeltning mellem den rent militære krigsførelse og en racistisk og politisk udryddelseskamp mod jøder og andre mindreværdige racer som de slaviske folk samt de kommunistiske kommissærer, som hæren og SS planlagde i de kommende måneder op til felttogets start.

For hærens vedkommende drejede sig om indførelsen af den såkaldte "kommissærordre", som påbød de tyske hærenheder at skyde sovjetiske kommissærer umiddelbart efter tilfangetagelsen. Hertil kom en anden ordre, som gav amnesti til de tyske soldater, som skød civile sovjetborgere under den blotte mistanke om, at de var partisaner. Sammen med en tredje ordre, som inddrog den tyske hær i den totale nedkæmpelse af al passiv og aktiv modstand fra den sovjetiske befolkning, betød disse ordrer en hidtil uset barbarisering og brutalisering i den tyske krigsførelse mod Sovjetunionen.

For SS´s vedkommende havde Hitler i marts 1941 givet chefen for SS og tysk politi, Reichsführer-SS Henrich Himmler, "særlige opgaver", som skulle udføres i områderne bag den tyske hærs operationszone på den kommende østfront. Det drejede sig om udryddelsen af jøder og kommunister, som skulle udføres af fire såkaldte indsatsgrupper ("Einsatzgruppen") som den første "valse" i den racistiske udryddelseskrig i det nye "Lebensraum". Som den anden og mere grundige "valse" kom enheder fra det tyske Ordenspoliti og fra Waffen-SS. Målgruppen var i første omgang alle mandlige jøder mellem 17 og 45 år, men det blev hurtigt udvidet til også af omfatte kvindelige jøder i aldersgruppen 16 og 60 år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig