Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

økse

Oprindelige forfattere GP, KSNi og PON Seneste forfatter Redaktionen

Økse. Eksempler på moderne øksetyper.

Økse. Eksempler på moderne øksetyper.

økse, redskab, der består af et skaft som regel af træ med et hoved af et tungt materiale med skærende æg. Økser anvendes oftest til arbejde i træ, hvor de afhængigt af opgaven er fremstillet i forskellige former og med metalhoveder af meget varierende vægt.

Fra Danmarks forhistorie er der gjort mange øksefund. I ældre stenalder var øksen sammensat af træskaft og mellemstykke af tak, der fastholdt øksehovedet af flint (kerne- eller skiveøkse). Fra samme tid kendes slebne økser af grønsten og økser af hjortetak. Fra agerbrugets indførelse ca. 4000 f.Kr. anvendtes den slebne flintøkse med skaft af asketræ, effektiv til træfældning. Importerede økseblade af kobber kendes fra tidlig bondestenalder, men metaløkser kom først i produktion herhjemme fra ca. 2000 f.Kr. I ældre bronzealder, fra ca. 1700 f.Kr., anvendtes pålstaven af bronze, som var fæstnet til et vinkelbøjet skaft. Den blev senere erstattet med celten med dølle til skaftet. I tidlig jernalder brugte man økseblade af jern med skaftlapper, der blev hamret fast om skaftet.

Våbenøkser kendes fra begyndelsen af yngre stenalder i form af stridsøkser af bjergart. Jættestuetidens dobbeltæggede stridsøkser er fremragende arbejder i sten. I enkeltgravstid var stridsøksen af sten udbredt som mandens personlige våben (se stridsøksekultur). I bronzealderen optrådte stridsøksen som kultobjekt i overdimensioneret udformning. Økser af jern med skafthul indgik i bevæbningen i romersk og germansk jernalder, og i vikingetid kunne fornemme våbenøkser være dekoreret med sølvindlægning (se Mammenstil). Øksen forblev et populært våben indtil op i middelalderen, hvor økser med hammerfacon kunne bruges til bl.a. at gennembryde rustninger. Våbenøkser har især været udbredt i Europa og Asien, men kendes også fra andre dele af verden, bl.a. i form af de nordamerikanske indianeres tomahawk. Som våben og redskab anvendtes økser, entrebiler, til søs, længe efter at de havde mistet deres militære betydning på landjorden.

Annonce

Symbolik

Øksens funktion som arbejdsredskab, våben og kultgenstand findes i mange kulturer. Som himmel- og tordengudernes våben kan den undertiden være vanskelig at skelne fra hammeren (se Mjølner). I dens kraft skjuler sig bl.a. et frugtbarhedssymbol. Det antikke romerske magtsymbol, fasces, var i Romerrigets provinser udstyret med en økse som symbol på provinsguvernørernes magt til at eksekvere dødsstraf. I religiøs kult har rituelle økser ofte haft form af dobbeltøkser, således i den minoiske kultur på Kreta. Under 2. Verdenskrig førte det franske Vichystyre en dobbeltøkse, la francisque, som nationalt symbol.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Posselt, Kay Søren Nielsen, Poul Otto Nielsen: økse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184905