• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kontinentalsystemet

Oprindelig forfatter NHoeff Seneste forfatter Redaktionen

Kontinentalsystemet, Fastlandsspærringen, i Napoleon 1.s Frankrig et forsøg på økonomisk krigsførelse mod Storbritannien, da tanken om at slå briterne militært var umuliggjort efter deres sejr ved Trafalgar i 1805. Strategien gik ud på at lukke kontinentet af som marked for britisk handel. Systemet lanceredes først med Berlinerdekretet i 1806, fulgt op af Fontainebleau- og Milanodekreterne i 1807. Ethvert skib, der havde anløbet britisk havn eller var blevet undersøgt af britiske orlogsskibe, blev beslaglagt. Efter Freden i Tilsit 1807 tilsluttede Rusland sig systemet, men det senere brud førte til Napoleons invasion i Rusland i 1812. Da britiske varer var eftertragtede, medførte Kontinentalsystemet et omfattende smugleri; Napoleon lempede selv systemet ved at sælge licenser. Hensigten var også at fremme erhvervslivet på kontinentet. Produktion af erstatningsvarer blev forsøgt, fx dyrkning af sukkerroer, men uden større held. Systemet var upopulært, ikke mindst når myndighederne afbrændte de beslaglagte britiske varer, og det ophørte med Napoleons fald.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Høffding: Kontinentalsystemet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=109594