Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

guerilla

Oprindelig forfatter KGHH Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/11292/=ud_a_146021.mp3?revision=1

guerilla, krigsform og udøveren af denne. Guerillakrig kan defineres som militære eller paramilitære operationer udført i et fjendtligt besat område eller på en fjendtlig stats territorium af letbevæbnede styrker, der støttes af lokalbefolkningen.

Operationernes mål er ved angreb at udhule fjendens kampeffektivitet, forvaltning, kampmoral, industrielle kapacitet og økonomi. Guerilla er særlig effektiv, hvis den koordineres med egen parts almindelige militære operationer, eller hvis guerillasoldaterne, når de er hårdt trængt eller skal omgruppere, hvile m.m., kan trække sig tilbage til en beskyttet base, fx i et naboland.

Ordet guerilla er spansk guerrilla, diminutiv af guerra 'krig'.

Guerillastyrker kæmper efter princippet slå til og forsvind. De optræder næsten udelukkende offensivt, hvor de kan skaffe sig tidsbegrænset, lokal overlegenhed. De benytter sig af overfald, baghold, sabotage o.l.

Annonce

Terror anvendes for at nedbryde fjendens og negativt indstillede civiles kampvilje. Befolkningens støtte med mad, skjul, pleje mv. er vigtig for guerillaen, der med Mao Zedongs ord skal svømme i befolkningen som fisk i vandet. Derfor anvendes terror som regel selektivt og nøje overvejet mod denne gruppe.

Betegnelsen guerilla blev første gang brugt af spanierne om deres kamp mod Napoleons besættelsestropper i årene 1808-12, men formen har altid været anvendt af den underlegne i en væbnet konflikt. Kendte danske eksempler på guerillakrig er gøngernes kamp mod svenskerne især under Skånske Krig og modstandsbevægelsens kamp mod den tyske besættelsesmagt 1940-45.

Guerillakrig blev ført i alle tyskbesatte lande under 2. Verdenskrig og med særlig stor virkning i Jugoslavien og Sovjetunionen.

Guerillakrigsførelse blev den revolutionære krigs mest spektakulære kampform i 1900-t.s sidste halvdel i Asien og Sydamerika under kampene dels mod kolonimagterne, dels mod lokale regeringer, der støttedes af USA og andre vestmagter.

Byguerillaen opstod som betegnelse i 1967, da guerillaen opgav at vække landbefolkningen i Bolivia til modstand og gik over til at rekruttere intellektuelle og byproletariat. Byguerillaer opererede særlig voldsomt i Tyskland (Rote Armee Fraktion) og Italien (De Røde Brigader) i 1970'erne og 1980'erne.

Guerilla er behandlet teoretisk allerede af den kinesiske hærfører og filosof Sun Zi (300-t. f.Kr.), mens første væsentlige omtale findes hos Karl von Clausewitz i værket Om krigen (1832-34, da. 1986).

Det teoretiske grundlag for den asiatiske guerilla blev primært formuleret af Mao Zedong (Kina) og Vo Nguyen Giap (Vietnam) og videreudviklet til brug i Sydamerika af Che Guevara og franskmanden Régis Debray, der efter teoretiske studier i Frankrig og Havana sluttede sig til Guevara i Bolivia.

Byguerilla er behandlet af fx Ulrike Meinhof i Byguerillakonceptet (1971). Der er hos disse en tydelig afsmitning fra tidligere skrifter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kjeld Hillingsø: guerilla i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86899