Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

befæstning

Oprindelige forfattere MMor og TJR Seneste forfatter Redaktionen

befæstning, fortifikation, ethvert arbejde, der udføres i terrænet med det formål at forøge egne troppers modstandsevne og beskytte dem mod fjendtlig ild. I befæstningsanlæg indgår anlæg til ildafgivelse, fysiske værn til hindring af fjendens adgang til befæstningsanlæggets område, anlæg til observation af fjendens bevægelser samt færdselsveje til befæstningsanlæggets område. Befæstningens udformning varierer og afhænger af dens formål, af økonomiske resurser, strategisk og geografisk placering og det naturlige terræn.

Der skelnes mellem feltbefæstningsanlæg og permanente befæstningsanlæg. Ved feltbefæstning forstås alle arbejder, der under krig anlægges i felten og ikke påregnes at skulle bevares efter krigens afslutning. Permanente befæstningsanlæg anlægges som regel i fredstid. De almindeligste former er bybefæstning, private befæstningsanlæg, borge og befæstninger, der er anlagt for at dominere strategisk vigtige punkter som havne, veje, broer eller grænseområder. Befæstningsanlæg kan dog også have en offensiv funktion, fx at sikre besiddelsen af landområder og være base for offensive operationer. I anlæggelsen af dem kan der indgå overvejelser om deres psykologiske virkning på såvel modstander som egne undersåtter.

En mellemting mellem den permanente befæstning og feltbefæstningen udgør den såkaldte provisoriske eller halvpermanente befæstning. Denne anlægges i krigstid, eller når krig er opstået, for at udbygge bestående permanente anlæg; et eksempel herpå er Vestenceinten i Københavns landbefæstning.

Annonce

Historie

Befæstning af huse, byer og landområder har været kendt siden oldtiden. Berømte eksempler på befæstninger er Hadrians Mur i England (ca. 122 e.Kr.) samt Den Kinesiske Mur, der blev påbegyndt i århundrederne før Kristus og udbygget indtil i 1600-t. Med brugen af ildvåben i 1400-t. ændredes principperne for befæstningsanlæg, ligesom udviklingen af nationalstater medførte, at vægten flyttedes fra anlæg centralt i landet til grænsebefæstninger. I de følgende århundreder opstod nye former for befæstningsanlæg, der sigtede mod at reducere skytsets effekt på anlægget; først og fremmest det bastionære system, som blev udviklet til perfektion i Frankrig af Sébastian Vauban. Et velbevaret eksempel herpå er Kastellet i København.

Efter fremkomsten i 1800-t. af riflet skyts og panserbrydende granater udformedes befæstningsanlæg som underjordiske værker med pansrede opholdsrum og kanontårne, mens sammenhængende befæstningsanlæg blev opgivet. Alligevel er anlæggelsen af større befæstningsanlæg fortsat til ind i 1900-t. til dels af politiske årsager, fx Maginotlinjen og Atlantvolden. I 1900-t. har fremkomsten af fly, missiler o.l. i høj grad reduceret betydningen af permanente befæstningsanlæg. Feltbefæstning er derimod fortsat aktuel for troppernes overlevelsesevne under den fjendtlige ildforberedelse før angreb på kampstillingerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Mortensen, Torben Juel Rasmussen: befæstning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45222