• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Slaget ved Waterloo

Oprindelig forfatter OLFr Seneste forfatter Redaktionen

Slaget ved Waterloo.

Slaget ved Waterloo.

Slaget ved Waterloo, det sidste slag i Revolutions- og Napoleonskrigene. Napoleon led her 18.6.1815 sit endelige nederlag.

Efter Napoleons flugt fra Elba og indtog i Paris marts 1815 besluttede de allierede at nedkæmpe ham med en overvældende styrke.

En britisk-nederlandsk hær under Wellington og en preussisk under Blücher skulle invadere Nordfrankrig, mens østrigerne og russerne skulle angribe det øvrige Frankrig. Napoleons strategi gik ud på at holde sine modstandere adskilte og slå dem enkeltvis.

Annonce

Han angreb først Blücher ved Ligny, men det lykkedes preusserne at retirere i god orden. Marskal Grouchy blev herefter beordret til at forfølge dem og forhindre, at de forenede sig med Wellington, som samtidig havde udkæmpet en uafgjort kamp med franske styrker ved Quatre-Bras, hvorefter han trak sig tilbage til en god forsvarsstilling ved Waterloo.

Slaget ved Waterloo. Centralt i slaglinjen stod gården La Haye Sainte, som en tysk bataljon under Wellington havde befæstet. Ud på eftermiddagen angreb franskmændene gården, og efter en blodig kamp, hvor de fleste af forsvarerne blev dræbt, lykkedes det at erobre den. Det var imidlertid for sent. Blüchers hær nåede kort efter frem og afgjorde slaget. Maleri af Adolf Northen; Niedersächsiches Landesmuseum, Hannover.

Slaget ved Waterloo. Centralt i slaglinjen stod gården La Haye Sainte, som en tysk bataljon under Wellington havde befæstet. Ud på eftermiddagen angreb franskmændene gården, og efter en blodig kamp, hvor de fleste af forsvarerne blev dræbt, lykkedes det at erobre den. Det var imidlertid for sent. Blüchers hær nåede kort efter frem og afgjorde slaget. Maleri af Adolf Northen; Niedersächsiches Landesmuseum, Hannover.

Den 18/6 angreb Napoleon med 72.000 mand Wellington, der rådede over 68.000 mand. Franskmændene angreb flere gange forgæves, og om eftermiddagen nåede Blücher frem til slagmarken og angreb den franske hær i højre flanke.

Hermed var slaget tabt for Napoleon, der kort efter blev tvunget til at abdicere. Napoleon var i høj grad selv skyld i nederlaget, også selvom hans helbred var svigtende. Han undervurderede sine modstandere, og hans valg af flere marskaler til poster, som de var uegnede til, påvirkede på uheldig måde den franske ledelse før og under slaget.

Læs mere om Revolutions- og Napoleonskrigene.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Louis Frantzen: Slaget ved Waterloo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160931