• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Louis Nicolas Davout

Oprindelig forfatter OLFr Seneste forfatter Redaktionen

Louis Nicolas Davout, 1770-1823, hertug af Auerstedt, fyrste af Eckmühl, fransk marskal. Davout var formodentlig den dygtigste af Napoleons hærførere. Han udmærkede sig tidligt og blev i 1804 udnævnt til marskal. I sejrene ved Austerlitz 1805, Auerstedt 1806, Jena 1806, Eylau 1807, Eckmühl 1809 og Wagram 1809 var hans indsats af afgørende betydning. Fra 1811 var Davout guvernør over Hamburg, og efter tilbagetoget fra Rusland generobrede han byen, som han først overgav efter Napoleons fald. I 1813 var han tillige chef for de franske styrker nord for Elben, hvori bl.a. indgik det danske auxiliærkorps. Efter Napoleons tilbagekomst i 1815 var han krigsminister. Ved kongedømmets genoprettelse blev han afskediget, men beholdt alle titler og æresbeviser.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Louis Frantzen: Louis Nicolas Davout i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=62033