• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erwin Rommel

Oprindelig forfatter OVen Seneste forfatter Redaktionen

Erwin Rommel  på besigtigelsesrejse langs den tyske Atlantvold. Her forlader han en beskyttelsesbunker ved Kanalkysten. Fotografi fra 1944.

Erwin Rommel på besigtigelsesrejse langs den tyske Atlantvold. Her forlader han en beskyttelsesbunker ved Kanalkysten. Fotografi fra 1944.

Erwin Rommel, 15.11.1891-14.10.1944, tysk feltmarskal. Erwin Rommel, der havde været infanteriløjtnant under 1. Verdenskrig, fik i februar 1940 kommandoen over en panserdivision, og under lynkrigen i Frankrig i maj s.å. førte han den særdeles dygtigt.

I februar 1941 blev han chef for de tyske tropper i Nordafrika, hvor han atter optrådte på en måde, der indgød stor respekt. I sommeren 1942 beordrede Adolf Hitler ham til at indtage Suezkanalen, men han blev standset af briterne ved el-Alamein, hvor han i oktober-november s.å. blev slået af den 8. armé under Montgomery og drevet vestpå til Tunis.

I 1944 var Rommel chef for forsvaret af Den Franske Kanalkyst; i juli blev han såret og måtte vende hjem. Her blev han sat i forbindelse med attentatet på Adolf Hitler 20.7.44 (20. juli-sammensværgelsen), men man tøvede med at retsforfølge den populære feltmarskal, der valgte at tage gift under et løfte om, at hans navn ville forblive uplettet; han blev begravet under fuld militær æresbevisning.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Ventegodt: Erwin Rommel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152473