• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Boerkrigen

Oprindelig forfatter OHJ Seneste forfatter Redaktionen

Boerkrigen. General P.A. Cronjés mænd venter ved Modder River på at få telte i fangelejren; 1900.

Boerkrigen. General P.A. Cronjés mænd venter ved Modder River på at få telte i fangelejren; 1900.

Boerkrigen, krig i Sydafrika 1899-1902 mellem Det Britiske Imperium og boerrepublikkerne Transvaal og Oranje Fristaten, en krig mellem to hvide folkeslag om herredømmet i Sydafrika.

Størsteparten af boerne var efterkommere af hollandske indvandrere. De havde i 1840'erne grundlagt de to republikker. Også briterne var indvandret. De havde herredømmet over den sydlige del af Afrika, Kapkolonien og Natal. I modsætning til boerne fik de støtte fra deres europæiske moderland.

I 1877 blev Transvaal besat af britiske tropper i forbindelse med en krig mod zuluerne. Efter et par år gjorde boerne imidlertid oprør og besejrede 1881 en britisk hær. I denne første boerkrig genvandt Transvaal sin frihed. Nogle år senere blev der gjort betydelige guldfund i Transvaal. Mange udlændinge, ikke mindst briter, strømmede til landet for at deltage i minedriften; de fik vanskelige vilkår med store skatter og kun ringe politisk indflydelse, og i det hele taget førte boerne en restriktiv politik over for andre folkeslag og racer.

Annonce

I 1899 skærpedes den ulmende konflikt mellem boere og briter. Boerne, som havde selvtillid efter sejren over briterne 1881, ønskede britisk indflydelse begrænset mest muligt. Briterne krævede boernes diskrimination af udlændinge afviklet og havde desuden planer om som en del af imperiet at danne en sydafrikansk union, hvori boerrepublikkerne skulle indgå. Guldfundet i Transvaal gjorde denne plan yderligere attraktiv.

Transvaals præsident, Paulus Krüger, og den britiske højkommissær i Sydafrika, Alfred Milner, kunne ikke nå til forståelse. Da briterne traf militære forberedelser, blev de 9. oktober 1899 stillet over for et ultimatum fra boerne. Briterne afviste, og 11. oktober var krigen en kendsgerning. Oranje Fristaten under præsident M.T. Steyn (1857-1916) sluttede sig straks til Transvaal. Krigen blev det andet militære opgør mellem boerne og briterne og benævnes derfor undertiden Den Anden Boerkrig, normalt dog kun Boerkrigen.

Ved krigens udbrud var boernes hær på ca. 40.000 mand, men i løbet af krigen blev yderligere 40.000 indkaldt. Hæren var organiseret i kommandoer med hver 300-3000 mand (deraf udtrykket commandoraid); størstedelen var bereden og havde derfor stor bevægelighed. Boerne var udholdende soldater og dygtige skytter, og flere af deres førere var af høj kvalitet.

Den britiske hær i Sydafrika var ikke klar til krig. Dens 27.000 mand var utilstrækkeligt trænet, og den øverstkommanderende, general Redvers Buller, magtede ikke sin opgave. Fra Storbritannien og fra kolonierne blev der sendt forstærkninger til Sydafrika, og før krigen sluttede, talte den britiske hær 500.000 mand.

Krigens forløb kan inddeles i to faser. I første fase, fra oktober 1899 til juni 1900, forløb krigen traditionelt. Da oktober på den sydlige halvkugle er en forårsmåned, fandt en stor del af kampene sted i den varme, tørre sommer 1899-1900.

Boerkrigen. Britiske tropper besætter Pretoria i juni 1901.

Boerkrigen. Britiske tropper besætter Pretoria i juni 1901.

I anden fase, fra juni 1900 til maj 1902, fortsatte boerne krigen som en partisan- eller guerillakrig mod den britiske besættelsesmagt.

I krigens første fase gik boerne hurtigt til angreb. Men i stedet for at rykke frem til de havne, som de britiske forstærkninger måtte landsættes i, bandt boerne deres hovedstyrker i belejringen af tre byer nær grænsen: Ladysmith, Kimberley og Mafeking. En række britiske forsøg på at undsætte byerne mislykkedes og resulterede i mange nederlag. Men briterne fik store forstærkninger, og i januar 1900 blev Redvers Buller afløst som øverstkommanderende af feltmarskal F.S. Roberts. Dermed vendte krigens gang.

I februar 1900 blev Kimberley og Ladysmith befriet, og 27. februar tvang Roberts ved Paardeberg en boerhær under general P.A. Cronjé (1836-1911) til overgivelse. Mafeking blev befriet 16. maj efter syv måneders belejring. Briternes jubel over denne sejr var stor og helt ude af proportion med dens ringe militære betydning. Det var især den inspirerende chef for Mafekings forsvar, general Robert Baden-Powell (senere grundlægger af spejderbevægelsen), som blev hyldet.

Den 13. marts 1900 var briterne rykket ind i Oranje Fristatens hovedstad Bloemfontein, og 5. juni erobrede de Transvaals hovedstad Pretoria. Præsident Krüger flygtede til Europa, men dermed var krigen ikke slut.

I krigens anden fase gik boerne over til guerillavirksomhed. Med overraskende angreb ødelagde de briternes jernbaner, broer, depoter og nedkæmpede isolerede styrker. De generobrede byer, men forsvarede sig kun, så længe briterne ikke var for stærke.

En ny britisk øverstkommanderende, general Kitchener (tidl. stabschef hos Roberts), bekæmpede boerne med bevægelige, stærke kolonner og med hårde indgreb mod civilbefolkningen. Boernes gårde blev brændt ned og civile samlet i koncentrationslejre, hvor mange døde pga. dårlige forhold. Først i maj 1902 gav boerne op, og de to boerrepublikker blev indlemmet i Det Britiske Imperium. Briterne beherskede nu hele Sydafrika, og i 1910 dannedes den Sydafrikanske Union, som fik dominionstatus.

Erfaringerne fra Boerkrigen blev udnyttet af den britiske hær til omorganiseringer og forbedring af militæruddannelsen. Dette blev afgørende for, at briterne i 1914 ved 1. Verdenskrigs udbrud kunne sende et veluddannet ekspeditionskorps til Frankrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Helmer Jensen: Boerkrigen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48962