• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Slaget ved Trafalgar

Oprindelig forfatter OVen Seneste forfatter Redaktionen

Slaget ved Trafalgar, søslag vest for Kap Trafalgar i Sydspanien 21.10. 1805 mellem en britisk flåde under Horatio Nelson og en fransk-spansk flåde under P. de Villeneuve, der var brudt ud fra Cádiz i håb om at kunne nå ind i Middelhavet.

Den fransk-spanske flåde blev imidlertid observeret af den britiske om morgenen 21/10 og formerede derfor sine 33 skibe i én lang kamplinje. Nelson valgte overraskende at dele sine 27 skibe i to eskadrer, der i kølvandsorden skar vinkelret igennem den fransk-spanske linje, som derved blev brudt.

Slaget begyndte kort før middag, og da det sluttede sidst på eftermiddagen, var ca. 20 fransk-spanske skibe erobret eller ødelagt, og Villeneuve taget til fange. Nelson selv blev dræbt, da sejren, der på længere sigt afværgede Napoleons invasionstrussel mod Storbritannien, var sikret.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Ventegodt: Slaget ved Trafalgar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160930