• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Muroroa

Oprindelig forfatter Folke Seneste forfatter Redaktionen

Muroroa, lille, ret isoleret beliggende ø i Tuamotuøerne i det sydlige Stillehav. Øen er en aflang atol, en smal koralring omkring en stor lagune; den har ingen lokal eller fastboende befolkning. Sammen med Fangataufa og et par andre små atoller har Muroroa siden 1960'erne været afprøvningsområde for franske kernevåben. 1966-74 foretog man 41 prøvesprængninger i atmosfæren og derefter 142 underjordiske. Ikke mindst den sidste serie på seks sprængninger, som blev afsluttet i januar 1996, medførte omfattende protester fra store dele af verdenssamfundet, herunder en enig fordømmelse fra landene i Oceanien med Australien og New Zealand i spidsen. Om konsekvenserne for regionens økosystemer vides meget lidt, da alt omkring Muroroa er militære hemmeligheder. Se Fransk Polynesien.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Folke: Muroroa i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128572