Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alsace-Lorraine

Oprindelig forfatter UBra Seneste forfatter Redaktionen

Alsace-Lorraine, tysk Elsaß-Lothringen, betegnelse for den del af Frankrig, som blev afstået til Tyskland efter Den Fransk-tyske Krig 1870-71. Ud over at skulle betale en meget stor krigsskadeserstatning måtte Frankrig afstå Alsace (med undtagelse af Belfort) og departementet Moselle i Lorraine til Tyskland. Området blev gjort til tysk forvaltningsområde (Reichsland) under navnet Elsaß-Lothringen, fik i 1879 egen statholder og regering og i 1911 egen landdag og dermed næsten status som delstat.

Befolkningen var overvejende tysktalende, men følte sig knyttet til Frankrig. Germaniseringen af Alsace-Lorraine omfattede bl.a. indførelse af tysk værnepligt, tysk sprog inden for retsvæsen og lovgivning, oprettelse af tyske skoler samt ansættelse af tyskere i administrationen. Modvilje mod denne germanisering resulterede dels i en folkelig bevægelse for områdets selvstyre inden for Det Tyske Rige, dels i at mange valgte at forlade området og bosætte sig i Frankrig.

Efter 1. Verdenskrig vendte Alsace-Lorraine ved Versaillesfreden i 1919 tilbage til Frankrig. Under 2. Verdenskrig var området besat af tyskerne, der atter løsgjorde det fra Frankrig og lagde det forvaltningsmæssigt ind under Tyskland. Efter krigsafslutningen i 1945 blev Alsace-Lorraine på ny fransk.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulrik Brandt: Alsace-Lorraine i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36398