• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

modstandsbevægelse

Oprindelig forfatter ATro Seneste forfatter Redaktionen

Modstandsbevægelse. Falske legitimationskort tilhørende faldskærmschef Flemming B. Muus. Kortet tv. dækkede de såkaldte sikkerhedsområder i Jylland, mens det th. dækkede resten af landet. Efter indførelsen af legitimationskort overalt i landet i august 1944 lykkedes det modstandsbevægelsen at stjæle 20.000 kort fra Statistisk Kontor i København, hvorefter man uden større besvær kunne forsyne modstandsfolk med falske kort.

Modstandsbevægelse. Falske legitimationskort tilhørende faldskærmschef Flemming B. Muus. Kortet tv. dækkede de såkaldte sikkerhedsområder i Jylland, mens det th. dækkede resten af landet. Efter indførelsen af legitimationskort overalt i landet i august 1944 lykkedes det modstandsbevægelsen at stjæle 20.000 kort fra Statistisk Kontor i København, hvorefter man uden større besvær kunne forsyne modstandsfolk med falske kort.

modstandsbevægelse, aktiviteter i besatte lande rettet mod en besættelsesmagt og/eller det med denne samarbejdende lokale styre; se også guerilla. I det følgende behandles især modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig. Modstandsbevægelser opstod overalt i de af Tyskland og Italien besatte lande. Såvel de geografiske forhold som besættelsesmagtens politik, der var vidt forskellig fra land til land, spillede en afgørende rolle for modstandsarbejdets form og udvikling.

Modstandskampen havde såvel en politisk side som en militær. Til det politiske arbejde hørte opretholdelsen af illegale organisationer og forbudte politiske partier, hemmelig mødevirksomhed, udgivelse af illegale blade og bøger, demonstrationer og strejker. Til det militære arbejde hørte sabotage, oprettelse af en underjordisk hær, partisanvirksomhed, fremskaffelse af våben og sprængstof, efterretningsvirksomhed, likvidering af stikkere og forrædere samt oprettelse af transport- og flugtruter.

Modstandsbevægelserne havde rødder dels i det besatte land selv, dels i Storbritannien og Sovjetunionen. I nogle lande gik der en direkte linje fra den tabte krig til illegal virksomhed. Civile, men især officerer, som ikke affandt sig med nederlaget, oprettede, ofte i overensstemmelse med deres eksilregering, bevægelser, der ville vende opinionen mod tyskerne og skabe underjordiske hære, som, når tiden var moden, skulle hjælpe med at fordrive besættelsesmagten. Eksempler herpå er Tjekkoslovakiet, Polen, Jugoslavien, Holland, Norge og Frankrig. Politisk var disse bevægelser stærkt nationale og ville genoprette førkrigstidens samfundsorden, om end der også opstod kritik i fx Norge, Frankrig og Holland af det parlamentariske demokrati, som det havde udviklet sig i 1930'erne.

Annonce

Modstandsbevægelse. Jens Paul Jensen, kaldet Marokko-Jensen, sabotage- og SOE-leder i Aalborg under besættelsen; her fotograferet i Alperne.

Modstandsbevægelse. Jens Paul Jensen, kaldet Marokko-Jensen, sabotage- og SOE-leder i Aalborg under besættelsen; her fotograferet i Alperne.

I Storbritannien arbejdede flere instanser på at skabe modstandskamp i de besatte lande. Vigtigst var den i sommeren 1940 oprettede Special Operations Executive (SOE), som gennem udsendte agenter og tilførsel af materiel skulle opbygge hemmelige hære overalt i Europa, der kunne gøre opstand i forbindelse med en allieret landgang. SOE var først efter midten af 1942 i stand til at gøre sig effektivt mærkbar, samtidig med at dens betydning i den store strategi aftog efter USAs indtræden. De hemmelige hære blev et supplement og ikke længere en forudsætning. Efterretningstjenesten varetoges af Special Intelligence Service (SIS). USA oprettede efter sin indtræden i krigen Office of Strategic Services, der tog sig af både sabotage og efterretningsarbejde.

Efter Sovjetunionens indtræden i krigen 22.6.1941, da den efter Sovjetunionens opfattelse ændredes fra at have været imperialistisk til at blive retfærdig, aktiviserede Komintern i Moskva alle kommunistpartier i Europa, der skulle udvikle nationale befrielsesbevægelser og skabe nationale fronter. Partierne selv skulle virke i arbejderklassen, de nationale fronter i borgerskabet. Eksempler er Uafhængighedsfronten i Belgien, Den Nationale Front i Frankrig, ELAS i Grækenland samt Frit Danmark her. Den mest succesrige var AVNOJ i Jugoslavien, der blev løftestang for Titos magtovertagelse.

Modstandsbevægelserne var ikke monolitiske. Overalt delte de sig i en kommunistisk og en national (borgerlig) fløj, i nogle lande i en sådan grad, at der udviklede sig borgerkrig, således i Jugoslavien, Albanien og Grækenland. Den i Polen dominerende Hjemmehær anså russerne og kommunisterne for en lige så stor fjende som tyskerne. Oftest søgte man at samle de forskellige bevægelser under ét. Bedst lykkedes det med Frihedsrådet i Danmark. Andetsteds skete det sent og mest på papiret, således De Franske Indenrigsstyrker og De Indenlandske Hollandske Stridskræfter. I Norge var Hjemmefrontens Ledelse totalt afvisende over for kommunisterne.

Partisankrig, hvor grupperne for kortere eller længere tid holdt et område befriet, udviklede sig især i Sovjetunionen, "partisanrepublikker", og på Balkan. Også i Frankrig, Belgien og fra 1944 i Italien fandtes partisaner, mens det ikke var tilfældet i tætbefolkede lande som Holland og Danmark og heller ikke i Norge, hvor Hjemmefronten udtrykkeligt afviste partisankrig. Forenklet udtrykt lagde kommunisterne hovedvægten på partisankrig og hurtig optrapning af kampen mod tyskerne gennem sabotage og attentater på tyske soldater og indfødte kollaboratører, mens de nationale bevægelser koncentrerede sig om opstillingen af hemmelige hære til udløsning på ordre fra London.

Modstandsbevægelser eksisterede kun i meget beskedent omfang i 1940 og 1941 med Tjekkoslovakiet og Polen som undtagelser. De tog fart i 1942, men blev først i 1943 og 1944 talstærke faktorer. Deres militære betydning var — bortset fra i Jugoslavien og i nogen grad Sovjetunionen — beskeden og uden betydning for krigens udfald. Til gengæld fik de overalt politisk betydning af kortere eller længere varighed.

I Østasien var antijapanske modstandsbevægelser kun svagt udviklede, når der ses bort fra Kina, hvor der fandtes en stærk kommunistisk undergrund.

Modstandsbevægelsen i Danmark

Modstandsbevægelse. Side fra kommunisternes såkaldte Kogebog. Sabotagelederen Eigil Larsen samlede i sommeren 1942 oplysninger om sabotagemateriel og -metoder i denne bog. Fem eksemplarer blev fordelt til grupperne i København, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg. Denne side med skitser over forskellige sporskifteforbindelser viser, at kommunisterne i den tidlige periode ligesom SOE forestillede sig sabotage mod strategiske mål som jernbaner og broer; anvisninger på fremstilling af brandbomber fik dog størst praktisk betydning.

Modstandsbevægelse. Side fra kommunisternes såkaldte Kogebog. Sabotagelederen Eigil Larsen samlede i sommeren 1942 oplysninger om sabotagemateriel og -metoder i denne bog. Fem eksemplarer blev fordelt til grupperne i København, Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg. Denne side med skitser over forskellige sporskifteforbindelser viser, at kommunisterne i den tidlige periode ligesom SOE forestillede sig sabotage mod strategiske mål som jernbaner og broer; anvisninger på fremstilling af brandbomber fik dog størst praktisk betydning.

I modsætning til i de fleste tyskbesatte lande under 2. Verdenskrig opstod der i Danmark ikke en modstandsbevægelse umiddelbart efter besættelsen 9.4.1940, og befolkningen sluttede generelt op om regeringens samarbejdspolitik. Den tidligste illegale aktivitet var Generalstabens Efterretningssektions formidling af efterretninger til London via Stockholm allerede i det første besættelsesår.

Først efter aktionen mod Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, 22.6.1941 opstod der en egentlig modstandsbevægelse. Partiet gik under jorden og fortsatte det politiske og faglige arbejde, først og fremmest ved udsendelse af flyveblade og en illegal presse (Land og Folk). DKP søgte at danne en tværpolitisk national front, hvilket skete med oprettelse af bevægelsen og bladet Frit Danmark i foråret 1942. På samme tid iværksatte partiet også de første sabotageaktioner.

Fra nytåret 1941-42 var det britiske SOE aktivt i Danmark via agenter, som blev nedkastet med faldskærm med henblik på oprettelse af en hemmelig hær og udførelse af strategisk sabotage. Trods mange uheld lykkedes det i 1942 at aktivere folk fra ungkonservative miljøer og især fra partiet Dansk Samling, som kom til at spille en væsentlig rolle i udviklingen af illegale kontakter og gruppedannelser. I 1942 var SOE's vigtigste partner dog hærens efterretningssektion; den tilbød i marts 1942, at hærens illegale mobiliseringsordning (P-ordningen) kunne udgøre en hemmelig hær. Til gengæld måtte SOE afholde sig fra støtte til sabotage, men det ville briterne ikke gå ind på.

Modstandsbevægelse. En af sabotageorganisationen BOPAs grupper, fotograferet efter den tyske kapitulation. I krigens sidste uger blev også sabotørerne indrulleret i undergrundshæren. Gruppen er udrustet med den danske hærs stålhjelme og bevæbnet med svenske Husquarna-maskinpistoler samt nedkastede amerikanske halvautomatiske karabiner. Det var først i krigens sidste dage, at civile modstandsgrupper som BOPA fik udleveret sådanne moderne våben.

Modstandsbevægelse. En af sabotageorganisationen BOPAs grupper, fotograferet efter den tyske kapitulation. I krigens sidste uger blev også sabotørerne indrulleret i undergrundshæren. Gruppen er udrustet med den danske hærs stålhjelme og bevæbnet med svenske Husquarna-maskinpistoler samt nedkastede amerikanske halvautomatiske karabiner. Det var først i krigens sidste dage, at civile modstandsgrupper som BOPA fik udleveret sådanne moderne våben.

Kun meget få deltog i modstandsarbejdet. I 1943 tiltog de illegale aktiviteter dog med flere illegale blade og flere og mere effektive sabotager, først og fremmest udført af kommunisterne (BOPA) og fra foråret 1943 også af "borgerlige" grupper. En væsentlig forudsætning for sabotagen var tilførsel af våben og sprængstof fra SOE, der i løbet af 1943 udviklede et egentligt agentnet. Fjenden var naturligvis tyskerne, men man søgte også at standse forhandlingspolitikken eller endog fremkalde et brud mellem regeringen og besættelsesmagten. Sommeren 1943 blev et gennembrud for de illegale bevægelser. Et skift i den folkelige opinion kulminerede i august med kommunistisk organiserede bystrejker i 17 provinsbyer, det såkaldte Augustoprør. Den tyske reaktion herpå blev til sidst et ultimatum til regeringen om at gribe ind. Regeringen afslog dog, indgav 29.8.1943 sin afskedsbegæring og ophørte med at fungere.

I september 1943 oprettedes Danmarks Frihedsråd som koordinerende organ for de illegale bevægelser med repræsentanter for kommunisterne, Frit Danmark, Dansk Samling og den hidtil delvist legale organisation Ringen. Frihedsrådet sikrede modstandsbevægelsens enhed og udviklede sig især i krigens sidste år til en politisk faktor, som de politiske partier måtte træde i forhandling med, bl.a. om dannelsen af Befrielsesregeringen i 1945.

Modstandsbevægelse. Modstandsfolk bevogter nazistiske medløbere i Domhuset i København den 5. maj 1945.

Modstandsbevægelse. Modstandsfolk bevogter nazistiske medløbere i Domhuset i København den 5. maj 1945.

Fra årsskiftet 1943-44 tog dannelsen af illegale grupper fart. Danmark blev indordnet i den vestallierede strategi og opdeltes efter direktiv fra SOE i seks regioner, i hvilke der skulle dannes militærgrupper, "ventegrupper", som skulle assistere de allierede tropper, når de nåede til Danmark. Der blev i stadig stigende omfang indsat officerer på de ledende poster, og den tidligere dominans af kommunister og folk fra Dansk Samling svækkedes. Trods talrige oprulninger deltog flere og flere i det illegale arbejde; antallet af illegalt organiserede passerede således ca. 20.000 ved årsskiftet 1944-45, og ved befrielsen 4.5.1945 var det nået op på næsten 50.000. Heri indgik ca. 2000 mand i de såkaldte O-grupper, der hørte direkte under hærens illegale generalstab, hvortil kom den i Sverige opstillede Danske Brigade. Tyskerne arresterede ca. 14.000 modstandsfolk, mens lidt over 10.000 måtte flygte til Sverige. En forudsætning for militærgruppernes brugbarhed var tilførslen af våben fra England og i et vist omfang også fra Sverige. Leverancerne tog fart fra efteråret 1944, men total forsyning med våben opnåedes ikke.

Modstandsbevægelse. Den officielle indvielse af Mindelunden i Ryvangen skete i 1950, men allerede den 29.8.1945 foretoges genbegravelsen af de modstandsfolk, hvis efterladte havde valgt ikke at få kisten til hjemstavnen. Ud over repræsentanter for modstandsbevægelsen og pårørende deltog kong Christian 10. og medlemmer af regeringen i ceremonien.

Modstandsbevægelse. Den officielle indvielse af Mindelunden i Ryvangen skete i 1950, men allerede den 29.8.1945 foretoges genbegravelsen af de modstandsfolk, hvis efterladte havde valgt ikke at få kisten til hjemstavnen. Ud over repræsentanter for modstandsbevægelsen og pårørende deltog kong Christian 10. og medlemmer af regeringen i ceremonien.

Ved siden af militærgrupperne fandtes sabotagegrupper på i alt et par tusinde mand, i København BOPA og Holger Danske, der koncentrerede sig om industrisabotage, og i provinsen grupper, der hørte under regionerne, og hvis vigtigste virkeområde for Jyllands vedkommende var jernbanesabotage. Der gennemførtes under besættelsen ca. 4300 store og små sabotageaktioner, hvoraf ca. 1500 var rettet mod jernbaneanlæg. Mens den militære effekt af industrisabotagen hidtil ikke er blevet undersøgt i særligt omfang, kan det slås fast, at forsinkelseseffekten af jernbanesabotagen var minimal. Til gengæld må aktionernes politiske betydning ikke undervurderes. Danskerne fik herigennem fornemmelsen af, at de deltog i krigen på den rigtige side, og sabotagen var et af flere argumenter for, at landet burde anerkendes som allieret, hvilket da også lykkedes den 7.5.1945.

Ved den tyske kapitulations ikrafttræden 5.5.1945 kl. 8 om morgenen overtog modstandsbevægelsen ansvaret for ro og orden, indtil politiet genoptog sin virksomhed 13/5. I denne periode interneredes ca. 21.800 personer, hvoraf omkring 1/3 straks blev løsladt. Efter genetableringen af det politiske system påbegyndtes retsopgøret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer: modstandsbevægelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126589