• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Potsdamkonferencen

Oprindelig forfatter UBra Seneste forfatter Fennoscandia

Potsdamkonferencen. Den britiske premierminister Winston Churchill (tv.), USAs præsident Harry S. Truman og den sovjetiske leder Josef Stalin (th.) mødes til Potsdamkonferencen i sommeren 1945.

Potsdamkonferencen. Den britiske premierminister Winston Churchill (tv.), USAs præsident Harry S. Truman og den sovjetiske leder Josef Stalin (th.) mødes til Potsdamkonferencen i sommeren 1945.

Potsdamkonferencen, konference mellem USA, Storbritannien og Sovjetunionen, afholdt på slottet Cecilienhof i byen Potsdam 17.7.-2.8.1945; i spidsen for de tre delegationer var USA's præsident Harry S. Truman, den britiske premierminister Winston S. Churchill, senere afløst af Clement Attlee, og den sovjetiske leder Josef Stalin. Deltagerne forhandlede om fredsordningen i Europa efter 2. Verdenskrigs afslutning, men overdrog udformningen af de konkrete fredsaftaler med de besejrede aksemagter til et udenrigsministerråd med deltagelse af USA, Storbritannien, Sovjetunionen, Frankrig og Kina.

De vigtigste forhandlingspunkter gjaldt Tyskland, og de tre magter bekræftede Jaltakonferencens aftale om opdeling af Tyskland i fire besættelseszoner under hhv. amerikansk, britisk, sovjetisk og fransk administration; Berlin, Wien og Østrig skulle opdeles på samme måde. Politikken over for Tyskland skulle være demilitarisering, afnazificering, demokratisering og decentralisering. Besættelsesmagterne kunne også skaffe sig delvis krigsskadeserstatning inden for deres egen zone, først og fremmest i form af industriudstyr; dog skulle 25% af erstatningerne fra vestzonerne overgå til Sovjetunionen, hvoraf de 15% mod råvareleverancer fra den sovjetiske zone. Mht. grænsedragningen enedes man om, at området øst for floderne Oder og Neiße indtil videre skulle under polsk administration (se Oder-Neiße-grænsen), mens Østpreussen administrativt skulle deles mellem Polen og Sovjetunionen. Med kommunistisk kontrollerede regeringer i Rumænien, Ungarn og Bulgarien kunne Stalin endvidere forhindre vestlig allieret indflydelse i Østeuropa, og vestmagterne accepterede fordrivelsen af millioner af tyskere fra Østeuropa.

Selvom man opnåede enighed på de vigtigste punkter, viste modsætningerne mellem Øst og Vest sig tydeligere i Potsdam end i Jalta. Nu da den fælles fjende var slået, indfandt mistilliden sig. Især frygtede vestmagterne Sovjetunionens intentioner i Østeuropa, og konferencens resultater blev da også senere tolket forskelligt med gensidige beskyldninger om løftebrud.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulrik Brandt: Potsdamkonferencen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144633