• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Münchenaftalen

Oprindelig forfatter KCLa Seneste forfatter Redaktionen

Mussolini (tv.) og Hitler på trappen foran Führerbau i München om morgenen den 30.9.1938, efter at Münchenaftalen var indgået; bag dem th. Göring og i midten den italienske udenrigsminister, grev Ciano. Hitler ser noget misfornøjet ud; han menes at have været skuffet over, at han ikke fik sin krig mod Tjekkoslovakiet, til gengæld fik han Sudeterområdet uden krig dagen efter.

Mussolini (tv.) og Hitler på trappen foran Führerbau i München om morgenen den 30.9.1938, efter at Münchenaftalen var indgået; bag dem th. Göring og i midten den italienske udenrigsminister, grev Ciano. Hitler ser noget misfornøjet ud; han menes at have været skuffet over, at han ikke fik sin krig mod Tjekkoslovakiet, til gengæld fik han Sudeterområdet uden krig dagen efter.

Münchenaftalen, aftale, der blev indgået 30.9.1938 mellem regeringslederne fra Frankrig (Édouard Daladier), Italien (Benito Mussolini), Storbritannien (Neville Chamberlain) og Tyskland (Adolf Hitler) og bestemte, at Tjekkoslovakiet uden selv at være inddraget i forhandlingerne skulle afstå det såkaldte Sudeterområde til Tyskland den 1/10 s.å.

Sudeterområdet, der husede knap 3 mio. etniske sudetertyskere, udgjorde det bjergrige og befæstede grænseområde til Tyskland, og afståelsen af det betød en alvorlig svækkelse af det tjekkoslovakiske forsvar.

Münchenaftalen afsluttede krisen om Sudeterområdet, og den forpurrede Hitlers plan om samme dag at angribe Tjekkoslovakiet. Efter indlemmelsen af Østrig i marts 1938 stod tysk anneksion af Tjekkoslovakiet som næste skridt i Hitlers politik for at udvide Tysklands magtområde, og i foråret 1938 havde han beordret den tyske generalstab til at forberede et angreb.

Annonce

Forberedelserne blev ledsaget af voksende tysk pres på Tjekkoslovakiet dels i form af aggressiv tysk propaganda mod landet og dets behandling af sudetertyskerne, dels i form af den nazistiske sudeterleder Konrad Henleins stadig stigende krav til den tjekkoslovakiske regering.

Den antitjekkoslovakiske politik kulminerede med Adolf Hitlers tale den 12/9 på den årlige partikongres i Nürnberg, hvori han anklagede tjekkerne for at "undertrykke 312 mio. tyskere" og lovede disse, at Tyskland ville komme til hjælp. Dermed syntes det åbenbart, at et tysk angreb var forestående.

Det fik Neville Chamberlain til under to besøg i Tyskland at forsøge at afholde Hitler fra at angribe; Hitler svarede med stadig nye krav til Tjekkoslovakiet, og efter at han igen havde rejst skarpe anklager mod tjekkoslovakkerne, mobiliserede den britiske flåde den 27/9. Det lykkedes dog Mussolini, støttet af Hermann Göring, der var klar over, at Tyskland endnu ikke var forberedt til krig, at få indkaldt konferencen i München og med aftalen forhindre et tysk angreb.

Adolf Hitler skal have raset over, at aftalen spolerede hans krig, og han lod i november forstå, at den "pacifistiske plade" var udspillet. Han ønskede krig, og knap seks måneder efter München, den 15.3.1939, kom angrebet på Tjekkoslovakiet, der resulterede i tysk anneksion af Bøhmen og Mæhren.

Münchenaftalen var efter alt at dømme også til Hitlers fordel, for den forhindrede, at et planlagt militærkup, ledet af general Ludwig Beck, blev iværksat. Beck var i juli 1938 trådt tilbage som chef for generalstaben i protest mod Hitlers krigskurs, og han havde derpå organiseret en militær sammensværgelse, der ved et kup skulle hindre Hitlers krig og få ham pågrebet og afsat.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Christian Lammers: Münchenaftalen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129118