Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

David Irving

Oprindelig forfatter Ove Hermansen Seneste forfatter Redaktionen

David Irving, f. 24.3.1938, britisk forfatter til en lang række kontroversielle bøger om 2. Verdenskrig og nazisterne. Allerede David Irvings første bog The Destruction of Dresden (1963) skabte uro, idet han heri satte antallet af omkomne under bombardementet af Dresden i februar 1945 langt højere end andre historikere. Irvings næste bog var The Destruction of Convoy PQ 17 (1967), der omhandler allieret en konvoj til Murmansk i 1942, hvor de fleste fragtskibe blev sænket. Hans beskyldninger mod konvojeskortens leder om at denne havde ladet konvojen i stikken, blev i 1970 ved en britisk domstol dømt uberettigede og kostede forlaget en stor erstatning. Bogen blev uden denne beskyldning genudgivet i 1989. I 1967 kom også bogen Accident - The Death of general Sikorski, der omhandler omstændighederne omkring den polske hærleders død ved en flyveulykke på Gibraltar den 4.7.1943. Her gør Irving Winston Churchill direkte ansvarlig for generalens død. I bogen Hitler's War (1977) hævder Irving, at Hitler intet kendskab havde til jødeudryddelserne. Han bestrider desuden eksistensen af gaskamrene i Auschwitz.

I 2000 anlagde Irving i London en injuriesag mod den amerikanske historiker Deborah Lipstadt og forlaget Penguin Books. Irving havde anklaget Lipstadt for i en bog udgivet af Penguin at have betegnet ham som holocaustbenægter, men hans samlede forfatterskab blev ved retssagen gennemgået af historikere som fandt det metodisk tendentiøst og utroværdigt, og retten fandt, at Lipstadts beskyldninger havde et solidt grundlag. Irving tabte sagen og blev dømt til at betale omkostningerne, hvilket kom til at føre til økonomisk ruin for ham.

Annonce

Irving blev anholdt under et besøg i Østrig i 2005 pga. holocaustbenægtelse, som er ulovligt i dette land, og blev i juni 2006 ved en østrigsk domstol idømt tre års fængsel. Efter at have trukket sine påstande tilbage, blev han løsladt i december 2006 og udvist.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove Hermansen: David Irving i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=237584