Uruk

Uruk, oldtidsby i det sydlige Irak, identificeret som den tell (ruinhøj), der i dag kaldes Warka. Denne er en af de største i det sydlige Mesopotamien (400 ha). Systematiske udgravninger har fundet sted siden 1. Verdenskrig, ledet af tyske arkæologer, og flere af fundene fra Uruk findes i Pergamon-Museum i Berlin.

De ældste levn dateres til 5. årtusinde f.Kr., dvs. Ubaid-perioden, og i løbet af 4. årtusinde fik bebyggelsen karakter af et stort bysamfund. I sidste halvdel af 4. årtusinde opførtes monumentale templer med en karakteristisk tredelt grundplan, som omfatter tre parallelrum. Det centrale rum er selve tempelrummet med offerbord og altre, siderummene er inddelt i mindre rum, i nogle tilfælde en slags sakristier, i andre tilfælde trapperum til en øvre etage. Vægge og indgangspartier er som oftest udsmykket med nicher og pilastre. Et andet typisk træk er facadedekorationerne, som bestod af koniske lerstifter, der blev placeret i det våde ler i geometriske mønstre. Fra samme periode, Uruk-perioden (3400-3100 f.Kr.), kendes flere vigtige løsfund, fx et stort stenkar med relieffremstillinger af offerhandlinger. Det er også i denne periode, at de første lertavler med piktogrammer udvikledes. Langt de fleste af disse tavler er fundet i Uruk og er knyttet til administrationen. Det antages, at sproget var sumerisk, men der er ingen sikre beviser.

Ca. 3000-2400 f.Kr. voksede Uruk yderligere i størrelse og beskyttedes af en mere end 10 km lang bymur. En af de sidste sumeriske konger fra tidlig dynastisk tid, Lugalzagesi, blev konge over både Uruk og hele det sydlige Mesopotamien. Ca. 2334 f.Kr. besejredes han af den akkadiske kong Sargon. Selvom byen vedblev at være et vigtigt center i det sydlige Mesopotamien, opnåede den antagelig aldrig igen den samme status som hovedsæde for dynastier. De vigtigste efterfølgende byggeaktiviteter omfatter monumentale tempelanlæg, som blev opført af seleukidiske konger (ca. 300-100 f.Kr.).