Gribbestelen, den sumeriske fyrste Eannatums sejrsstele fra ca. 2470 f.Kr. På forsiden ses guden Ningirsu med en kølle i den ene hånd og et net med fangne fjender i den anden. Bagpå ses kongen og hans krigere rykke frem over faldne fjender, der er hobet op på deres vej. Derover flyver gribbe væk med afskårne menneskehoveder, heraf betegnelsen Gribbestelen; nederst er sejrsceremonien afbildet. Trods sin fragmentariske tilstand er stelen et mesterligt eksempel på tidens reliefkunst. Der er ikke tilstræbt realisme eller perspektivvirkning; kompositionen består i stedet af vandrette registre, hvor figurerne er orienteret efter grundlinjen og grupperet i scener, som fastholder begivenhederne i idealtypiske motiver. Mellem figurerne er indskrevet en tekst, der redegør for begivenhederne i kosmisk perspektiv.